578 / 645
564
N iels Friis
fuldstem t fra sin Haand,, saa at det kunde, om man saa
vilde, tages i Brug“. Men heller ikke denne Frist blev
overholdt, og først den 4. Maj 1828 kunde W eyse i Kom
m issionens Overværelse for første Gang sætte sig til
Orglet og spille paa det.44) Det blev siden undersøgt og
afprøvet af en Kommision af københavnske Organister
og Instrumentmagere, der ikke synes at have haft væ
sentlige Indvendinger; den eneste større Ændring, der
herefter foretoges, var den, at Orglets Facade paa W ey-
ses Anvisning forsynedes med flere Aabninger, for at
Lyden desto bedre kunde trænge ud.
Det 58 Stemmer store Orgel stod nu urørt et Aar, ind
til Kirkens Genindvielse ved Midsommertid 1829 stod
for Døren. Da Instrumentet skulde generalstemmes med
denne Højtidelighed for Øje, var Oppenhagen som sun
ket i Jorden. Det opklaredes langt om længe, at han var
rejst til Bornholm, og Amtmanden her fik da Ordre til
at overbringe ham Beskeden om straks at indfinde sig
i København for at lægge sidste Haand paa Værket.
Oppenhagen svarede hertil blot, at han ikke kunde kom
me; han sendte 1 Stedet sin Søn, men denne blev ikk e
modtaget, da man ikke kendte noget til ham eller hans
Kvalifikationer som Orgelbygger.
Efterhaanden gik det op for Vor Frue Bygningskom
m ission, at Oppenhagens Orgel — „Oppenhagens Jam
mersm inde“, som Folkevittigheden forlængst havde døbt
det — saa langt fra at være et blot hæderligt Instrument
tværtimod var det ynkeligste Makværk, der daarligt nok
lod sig anvende blot ved Gudstjenesterne. I Maj 1829
tilkaldte C. F. Hansen da de to slesvigske Orgelbyggere
Marcussen og Reuter, der i Mellemtiden havde skabt sig
et meget smukt Navn bl. a. med det prægtige Instru
ment, de i 1826— 29 havde leveret til Christiansborg
Slotskirke. I Overværelse af en sagkyndig Komm ission
aabnede de Orglet, og Resultatet var det tristest mulige: