395 / 502
Forstæderne.
385
Lejerne desuden straffes, enten paa deres Gods efter, deres
Formue eller paa Livet med Fængsel eller paa anden
Maade efter Lejligheden. Da mange af Adelen ogsaa havde
Ejendomme udenfor Byen og de ikke var saa meget til
stede, at de selv kunde have Tilsyn, skulde Magistraten en
Gang om Aaret kalde deres Husfolk for sig, undersøge deres
Lejlighed og foreholde dem , at de skulde skikke sig
tilbørlig og ikke maatte indtage noget løst Parti i deres
H use1).
Det er underligt med hin Tids Paabud, i hvilke der
trues med strenge Straffe og som dog ikke overholdes. 1587
hedder det i et Kongebrev, „at ingen Tid mere Uskikkelig-
hed, end nu er, har været udi samme Huse, saa at nu skal
holdes derudi uden Besked unge og gamle Haandværksfolk
og andre, bruges Køb og Salg, holdes andre Folk til Huse,
hos dem udsælges der tydsk 01 og anden D rik , over det
megen Løsagtighed og utilbørligt Levned der at bedrives til
Guds store Fortørnelse og Menneskene til Forargelse44, hvor
for Kongen gentog den gamle Befaling, at der i hvert Hus
ikke maatte bo uden et Par gamle Folk, som havde et
godt ærligt Rygte og ikke maatte tage nogen i Huset, ej
heller skænke 01 eller anden Drik; Overtrædelse heraf skulde
straffes med Forbrydelse af de Huse og Haver, hvor noget
ulovligt foregik2).
Ved Befalinger, udstædte af Regeringsraadet 1591 og
1592, indskærpes de ældre Forordninger og af den sidste
ses det, at det paa den Tid endnu ikke var tilladt at have
andre end en gammel Mand eller Kvinde i livert H us3).
Alligevel trivedes her al Slags Uorden.
1601 omtales en
Beværtningshave udenfor Østerport, hvor nogle Adelsmænd
kom i Strid og fortsatte denne, da de sent om Aftenen vilde
ride hjem, ved hvilken Lejlighed en af dem, David von der
') K. D. II 421—22.
2) K.
D. II 430—31. 3) K. D. II 473—74,
IV
705.
25