KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

skulde findes de, som enten var eller kunde blive saa duelige, a t de kunde

antages som Branddirektører a t dirigere Sprøjtevæsenet i fornøden Til

fælde.“ De unge Mennesker skulde have Kost og Underhold hos deres

Forældre og maa tte stille Kau tion for, a t de, naar de efter udstaaet

Læretid rejste til Udlandet for videre Uddannelses Skyld, a tte r vendte

tilbage til København eller et andet Sted i Landet for a t gøre Tjeneste,

saasnart det maa tte blive forlangt9).

Branden 1728 synes en kort Tid a t have dæmmet op for Stridighe

derne b land t de øverstkommanderende ved Brandvæsenet. Politi

mesteren gav Ordrer til Mønstring og Inkvisitioner og fastsatte Tid

og Sted for Eftersynet af Slukningsredskaberne, og ingen modsatte

sig dette. Det varede dog ikke længe, før Freden blev brud t. I December

1728 var S tadshaup tmand Stuve afgaaet ved Døden; i J anu a r 1729

udnævntes hans Eftermand, Fjelsted. Da Politimesteren befalede

ham a t møde til Mønstring i Oktober 1729, protesterede han ; men Po-

limesteren afviste Protesten og skrev til Brandmajoren og Brandkap

tajnen, a t de skulde adlyde ham, og Politimesteren beklagede sig til

Kongen, som det synes, uden Virkning10).

Da S tadshaup tmand Fjelsted boede „langt ude“ (i Printzensgade

Nr. 179—184, senere Prinsessegade Nr. 10—18), havde han i November

1732 givet sin Tilladelse til, a t „Brandkompagniets gamle Fane maa tte

gemmes hos Brandma joren“ , hvor den saa stadig havde været op

bevaret i de følgende Aa r11).

I J anu a r 1741 tiltraad te imidlertid en ny Stadshaup tmand , Fabritius,

og efter a t have overværet en Mønstring i April lod han Brandvæsenets

Fane føre til sit eget Hjem. Dette foranledigede, a t der opstod Stridig

heder mellem ham og Brandmajor Preisler. Preisler beskyldtes for,

a t han „indbildte sig a t være mere end S tadshauptmanden eller i det

mindste lige saa meget. I Særdeleshed formente han, a t Brandfolkenes

Antagelse dependerede af ham som Direktør, og for a t vise sin Myndig

hed indsatte han ved Garnisons Kirkes Sprøjte i Overbrandmesters

Sted en Smedeenke, der var af hans Familie“ . Herimod protesterede

naturligvis Stadshauptmanden , der allerede selv havde ansat en anden

Overbrandmester.

141