KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

haup tmanden , a t han aldrig var gaaet uden om Preisler eller havde

grebet ind i hans Kommando. løvrigt mente Fabritius, a t hans Kom-

mandoomraade strak te sig over hele Brandordningen, da han i Henhold

til Frederik IV’s Deklarationer var Chef for Brandkompagniet. Han vilde

ikke anerkende den Forskel, Brandmajoren gjorde mellem Brand

kompagni og Brandordning, men hævdede, a t Brandmajoren var

Direktør for Brandredskaberne, ikke for Brandfolkene. Stadshaupt-

manden ønskede derfor, a t Kongen vilde „for videre Tvistigheders Skyld

decidere, om han ikke som S tadshaup tmand bør være Branddirektørens

og Vicebranddirektørens Chef“ . Brandmajoren burde for sit ubeføjede

Klagemaal gøre Fabritius en Undskyldning og sammen med sin „Kon-

cipist“ betale en Mulkt til de fattige.

Brand- og Yandkommissionen kunde ikke give Fabritius Ret i, at

Branddirektøren var „Stadshaup tmanden subordineret“ , men ansaa

sig selv for a t være Brandmajorens re tte Øvrighed. Den henstillede

derfor til Kongen, a t Brandmajoren blev fritaget for Stadshauptmandens

formentlige Chefsautoritet, og a t Kommissionen for Fremtiden alene

skulde befale Mønstringer, samt endelig a t alle Disputer mellem de to

P a rte r for Fremtiden skulde indsendes til Kommissionen.

Stadshaup tmanden mente sig nu forure tte t af Kommissionen og

klagede til Krigskancelliet over, a t nogle Kommissionsmedlemmer,

trods det i Kommissionen var vedtaget, a t Brandmajorens Klage til

lige med hans egne Bemærkninger dertil skulde tilstilles hvert enkelt

Medlem, havde tilladt sig paa egen Haand „a t komponere en Betænk

ning“ . Han udbad sig andre Kommissarier til nærmere Undersøgelse af

Sagen. Denne Skrivelse fra Fabritius fik en Paategning om, a t der for

dens Indsendelse burde tildeles ham en Reprimande.

I Februar 1747 blev Striden afgjort i Overensstemmelse med Kom

missionens Indstilling. Brandmajoren og hans Embede skulde være

„for Stadshauptmandens formente Chefsautoritet fritagen“ . Brand

mønstringerne skulde alene bestemmes af Kommissionen, hvorefter

saavel S tadshauptmanden som andre skulde rette sig „uden Modsigelse“.

Skulde — mod Forhaabning — nye Disputer opstaa mellem de to

Parter, skulde de begge adressere deres Besværinger til Kommissionen,