KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

andre dertil egnede; da Tjenestetiden va r kort og Bestillingen let,

kunde han sagtens passe sit Rodemesterarbejde uden a t blive for

h indre t i sine øvrige Forehavender; Magistraten fand t sig derfor vel-

bebø je t til a t tage ham til Rodemester.

Klagernes Række va r ingenlunde forbi. Formanden for Reservetøm

rerne klagede saaledes over, a t han ved en Ildebrand i Lille Kongens

gade v a r blevet trak te re t med Stokkeprygl af Politimesteren, og Brand-

officererne beklagede sig over, a t de ved en Ildebrand den 8. J a n u a r

1748 i „F ru Gros-Cancellerindens Gaa rd“ (nu Magasin du Nord) af

Brandma joren v a r blevet „prostituerede“ . Begge Klagerne bortfa ld t

imidlertid.

Der kom nu Forslag frem om a t give Overpræsidenten Befalingen

over Borgerskabet ved Ildebrande, idet man paastod, a t „der paa

Stedet ved Ildebrand alle Tider va r T ræ tte imellem Politimesteren,

S tadshaup tmanden og Brandma joren om Rang og Hø jhed“ 20). I Fo r

vejen skulde man jo synes, a t Antallet af Kommanderende va r større

end ønskeligt

for

Brandvæsenet. Naar man nu foreslog a t forøge dette

Tal ved a t give Overpræsidenten Overkommandoen, motiveredes det

med, a t de Kommanderende ikke havde kunne t bestride Tjenesten,

naa r Ilden blot greb en lille Smule om sig. I saa Tilfælde havde Brand-

majoren nok a t gøre med a t sørge for Sprøjternes Placering og Be tje

ning; Politimesteren havde tr av l t med a t ordne Vandtilførslen og

holde Tilskuerne borte, og S tadshaup tmanden var op tage t af Borger-

kompagnierne og skulde sørge for Afspærringen. Der blev saaledes

ikke levnet dem Tid til a t forhandle og raadslaa med hve randre; den

store Brand 1728 havde i saa Henseende afgivet et sørgeligt Eksempel.

Midt i Feb rua r 1748 overdrog Kongen derfor Overkommandoen over

Brandvæsenet i Ildebrandstilfælde til Overpræsidenten, Gehejmeraad

Jacob Ben tzon21).

Disse Kommando- og Kompetencestridigheder var ingenlunde noget

for Brandvæsenet og de borgerlige Korps særegent. Man genfinder

dem næsten overalt i Datidens offentlige Institutioner. Noget skyldtes

vel Enevældens Indflydelse. Berøvet politisk Magt vaagede man skin

sygt over det, Enevælden havde givet i Stedet, Rangforordningerne,

148