163 / 702
der saa skulde undersøge og afgøre Sagen, med mindre den mentes saa
vigtig, a t den m a a tte henskydes til Kongens Afgørelse, i hvilket Til
fælde Kommissionen skulde afgive Betænkning derom. Saavel Brand-
majoren som S tadshaup tmanden skulde gøres bekend t med denne Af
gørelse. Da Fabritius i sin Klage „ikke har b rug t den re tte Omgang“ ,
skulde man tilkendegive ham Kongens „Mishag over denne hans Ad
færd“ med Advarsel om, a t han „her efterdags gaar forsigtigere til
Værks og ikke forebringer noget, som han ikke fuldkommen er be
føjet til“ 16).
I Anledning af denne Reprimande henvend te Fabritius sig direkte
til Kongen, der erklærede ham sin kongelige Naade. S tadshaup tmanden
drillede derefter Brandmajoren med a t nægte ham „Losungen“ (Pa
rolen), fordi han efter Fab ritius’ Mening va r civil Embedsmand . Der
imod holdt Brandmajoren sig for Eftertiden i Ro og gav ikke Anledning
til Klage fra S tadshauptmandens Side. Der va r imidlertid ogsaa paa
anden K an t rigeligt Stof til Misfornøjelse. Saaledes fand t Brando f
ficererne Grund til a t klage i Anledning af en Ansættelse, og de fik
heri S tadshaup tmandens S tø tt e17).
Det drejede sig om den ene af Preislers Lærlinge, Friedrich Dajon.
Han va r egentlig Klejnsmed, var blevet undervist af Preisler i „B rand
væsenets Videnskaber“ og havde i 1738 bestaaet en Eksamen for B rand
kommissionen; derefter havde han rejst i Udlandet i henved ni Aar,
men va r v end t hjem i December 1746. Han havde da ansøgt om An
sættelse som Vicebranddirektør, og Kongen havde i Marts 1747 til
ladt, a t Dajon blev ansat som Assistent hos Preisler med Udsigt til
ved Vakance a t blive fore trukke t til Vicebranddirektør, saafremt han
til den Tid va r blevet Mester18).
Brandkompagniets Officerer var misfornøjede hermed og ud ta lte til
Kongen, a t de havde gjort Tjeneste ved Kompagniet baade som B rand
svende, Assistenter, Straale- og Sprøjtemestre og nu som Overofficerer,
saaledes at de foruden at være bygningskyndige ogsaa var fuldkommen
inde i, hvordan „en an tænd t Ild skal angribes, resisteres og dæmpes“ .
Da de i mange Aar uden Belønning havde „ tjen t Brandkorpset og der
ved forsømt meget i deres Profession og Næring“ , anmodede de om,
146