KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

Fyrtø j med Tilbehør, paa det a t Lampen straks kan tændes, om den

ved et Tilfælde udslukkedes. Skulde nogen Brøstfældighed enten paa

Flag, Lygter eller iøvrigt blive til, ha r de ufortøvet hertil a t anmelde,

paa det a t sligt kan blive is tand sa t“ .

Der blev givet udførlige Regler for Ringen med Vagtklokken, og

Taarnvæg terne skulde iøvrigt re tte sig efter Politimesteren eller B rand

majoren ; de ma a tte ikke forlade Tjenesten, førend efter 8 Dages fore-

gaaende lovlig Opsigelse til Væg terinspektøren52).

Ko rt efter den nye Brandordnings Ik ra fttræden 1801 blev General

major Peymann den 23. Marts „formedelst andre Embedsforretninger

under nuværende Omstændigheder“ fritaget for Overkommandoen indtil

videre; den blev i Stedet overdraget til Overpræsident Urne med Assi

stance af Major Christopher Stockfleth. Denne Overdragelse blev dog

kun af kort Varighed; allerede den 30. April overtog Peymann igen

Ledelsen53).

Grunden til denne midlertidige Ænd ring i Overkommandoen var, a t

Englands Flaade i Marts 1801 nærmede sig Danmarks Hovedstad for

med Magt a t tvinge Lande t til a t træde ud af det væbnede Neu tra lite ts

forbund. Som Københavns Kommandan t fik Peymann derfor nok a t

tage Vare paa, uden a t han ogsaa behøvede a t bekymre sig om B rand

væsenets Sager. Den engelske Flaades Tilsynekomst i de danske F a r

vande skabte s tærk t Røre i Hovedstaden og fik vigtige Følger ogsaa for

Stadens Brandvæsen.

Allerede den 23. Marts bad Kancelliet Brand- og Vandkommissionen

sørge for „de overordentlige Anstalter, dem Øjeblikket synes a t fordre,

til a t alt under Brandvæsenet henhørende bestandig holdes i Beredskab

for a t kunne i paakommende Tilfælde uopholdelig og med vedbørlig

Orden beny tte s“ 54).

Tre Dage senere skrev Kancelliet til Finanskollegiet, a t „Omstændig

hederne udfordrer, a t hvad der endnu ved Brandvæsenet her i Staden

maa tte mangle, snarest muligt anskaffes og istandsæ ttes“ ; derfor anmo

dede Kancelliet om a t faa de fornødne Beløb anvist. Re su lta te t af denne

Henvendelse blev efter nogen Korrespondance, a t der den 31. Marts

226