KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

Baadshager, som laa alt færdigt og udi Beredskab; nogle bar smaa Sti

ger og Baadshager saa store, som vel en Karl kunde raade; nogle bar

Sprøjterne og brugte dem. Thi Brandmestrene havde hos sig i deres

Kortegal (Vagtstue) altid 2 Sprøjter af Kobber saa store, som to Karle

havde nok a t bære enhver af dem; straks der var Ild løs, løb de fort med

dem; der kunde vel gaa en Tønde Vand i hver af dem. Og saa var nogle

forordnede hos Sprøjterne med Læderspande, som hentede Vand og

fyldte Sprøjterne, a t de svarlig dem kunde bruge. Men derforuden

va r fire store Sprøjter, som stod paa Hjul og Sluffer; der var forordnede

2 Heste til hver og visse Folk og Kuske, som i en Hast dem skulde

hen te; udi hver af dem gik vel tre eller fire Tønder Vand. Den ene af

de store Sprøjter holder Frue Kirke, den anden Helliggejstes, den tredje

Nikolaj Kirke, og den fjerde er Kongens, som er tilrede paa Tøjhuset.

Dertil var Bryggerne straks ude med Tønder og Sluffer a t age Vand til

Sprøjterne, a t det gik fort i en H a s t “ .

„Disse Brandmestre havde deres Kortegal i Vor Frue Kirke og holdt

deres Skildvagt i Taarnet, nogle øverst i Lydhullerne, nogle lidet neder

bedre (lidt længere nede), nogle derunder igen, at dea ene straks kunde

tale til den anden indtil de nederste, som var nede i Kirken i Taarnet.

Hver Gang der kom en Granat eller gloende Kugle fra Svensken, raabte

Brandmestrenes Skildvagt: „Hov, Vægter, hov! Der kommer gloende

Kugler! Den faldt paa Nørregade! Den faldt paa Vestergade! etc. Den

gjorde ingen Skade! etc. Den gjorde Skade! etc. Løb, Vægter, løb!“ Der

med i en Hast et stort Parti ud til Stedet; somme saa blev i Reserve,

om til andre Steder Behov gjordes. Blev der stor Brand, kom straks Bud

efter flere; var det let a t slukke, kom ikke flere. Men var alt saa for

ordnet, a t det gik lige til, a t ingen — ikke den armeste — blev forsømt

i hans Hus, hvor Fare kom. Disse Brandmestre havde og ladet sig gøre

store, lange Tænger, ha rtad med Fingre som krumme Hænder, a t de

dermed straks kunde gribe den gloende Kugle og kaste den ud af Husene

hen, hvor de vilde“ 27).

Der er her omtalt nogle Brandtænger til at gribe gloende Kugler med;

indtil den store Ildebrand 1728 lagde Københavns Raadhus i Aske, var

der i dettes Forhal indmuret en Kugle og to af de Brandtænger, der var