KøbenhavnsBrandvæsensHistorie

ulovlige Ildsteder, som fandtes i Hy tte r , Kældre og Drikkeskur mod

Byens Skik og gamle Sædvane20).

Nogle Optegnelser fra Midten af det 17. Aarh. indeholder en Med

delelse om, hvorfra man fik Pengene til de nidkære og de u lykkeramte :

Den 13. December (?) 1646 „lod Borgmestre og Raad i København paa

Prædikestolene publicere, a t udi enhver Kirke skulde omgaas en Tavle,

derudi a t samle til dem, som sig udi Ildebrand lade sig bruge til Arbejde,

med a t belønne eller i saadan t Arbejde paa Helbreden Skade bekommer“ .

Brandtavlerne blev tage t i Brug den 15. J a n u a r 164721) og holdt sig

gennem alle de følgende Aarhundreder.

I 1653 udkom der en ny Brandordning, udsted t den 23. Februar. Bo r t

set fra enkelte Ændringer er Reglerne de samme som 1643-Brandord-

ningens. Medens der i 1643 taltes noget ubestemt angaaende Sprøjterne,

der opbevaredes paa Raadhuset, siges Antallet nu a t være to store og

fire smaa Vandsprøjter. Om Byens store Vandkar hedder det i 1653:

„Skal altid paa Byens Vegne haves paa rede Hænder store og smaa Kar

til Vand udi Avlsgaarden i Ka ttesunde t saa og hos Kirkerne, hvilke

allesammen altid vel færdige til Rede staa skal“ ; efter Ordningen af 1643

skulde der have været anb rag t Kar paa de forskellige Torve.

Om Brandmestrene blev der i 1653 givet nye og udførligere Regler.

Hver Brandmester — en for hve rt Kva rte r — fik tilforordnet Unde r

mestre og desuden 10 Murer- og Tømrersvende, som ved Brande skulde

begive sig til Brandstede t „straks uden Forhaling hver for sig, Under-

brandmesteren med en Brand- eller Ildhage, og Tilhjælperne med en

Læderspand (som dem af Byens til den Ende med Byens Vaaben og

Nummer paa leveret er) og en Økse“ . Hvad dem „da dér af Øvrigheden,

Haup tmanden , Officererne og Brandmestrene til Ildens Dæmpelse be

fales, det skal de med Flid saa v id t muligt forrette og sig dertil og paa

hvad Sted, de ordinerendes vorder, villig lade finde“ . Læderspandene

skulde altid være hos dem i god Forvaring og maa tte ikke uden gyldig

Grund ødelægges. Naar nogen af Tilhjælperne afgik ved Døden, eller han

af en anden Grund ikke skulde være Brandmand mere, skulde B rand

mesteren affordre ham den udleverede Læderspand og give den videre

til hans Efterfølger. „Og paa det hermed kan holdes des rigtigere, da skal