LivetIKjøbenhavn

jo endnu, men rigtignok i en ganske ny og mo

derne Skikkelse. Hvor se de dog godt ud, disse

høje, velvoxne og veluniformerede Mennesker, hvor

kunde man have Lyst til at trykke deres sirlige,

hvidhandskede Haand og bede dem komme op at

drikke en Kop Kaffe med os, de vilde jo pynte ved

ethvert Bord, og saa vilde den lange Tid da ogsaa

blive dem lidt kortere. Der er nutildags noget saa

Venligt og Tiltrækkende ved en Politibetjent, at man

ikke kan lade være at holde af ham, ja ikke en

gang Kvindekjønnet synes bange for ham. Hvor

ganske anderledes dog i tidligere Dage; hvad enten

de kom i deres egne daglige Klæder med »Bryst-

naalen» skjult indenfor Frakken, eller de viste sig

i den røde Uniformskjole med den grønne Krave,

vare de lige afskrækkende: den tykke gule Spansk

rørs Stok var nok til at gjøre En bange. De havde

ingen Instrux om at være belevne, forekommende,

hjælpsomme, kort sagt at være enhver Borgers

Trøst og Støtte, Ven og Hjælper, men kun Befa

ling til at skaffe Loven streng Lydighed enten med

det Gode eller med det Onde, og man tyede derfor

meget hurtig til den sidste Udvej, der dengang

syntes den naturligste. Politi, Stok og Prygl vare

just ikke Synonymer, men de kom ofte ligesaa hur

tig efter hinanden, som naar man tæller En, To,

Tre! Hvor kunde de Fyre fare ind iblandt Folk

og uddele en Begn af Stokkeprygl til Højre og

Venste! Nutildags kan man dog i Begelen tale sig