LivetIKjøbenhavn

tilrette. Men jo bedre man kan undvære hin Tids

»Betjente», desto mere savner man nu de brave

Natvægtere. Hvor saa de dog prægtige ud i deres

store mørkeblaa Yams med Kongens Navne-Ciffer,

den tykke Kabuds paa Hovedet og Morgenstjernen

i Haanden; hvor var det dog hyggeligt at høre

deres venlige Paamindelse om »at slukke Lys og

Ild« og deres midnatlige Forkyndelse af Frelserens

Fødsel; hvor pudsigt dog at se dem binde en

drukken Kjælling paa deres Lygtestige og bære

hende trods alle Demonstrationer op paa »Kamme

ret»; og hvor følte man sig tryg paa sin en

lige Nattevandring, thi Vægteren var dog altid nær

sovende eller vaagende, og kunde ved sin Dør

nøgle hjælpe En ind, naar man havde glemt sin

egen. Det vilde være en stor Forbedring, om man

atter indførte det brave Vægterkorps! Derved vilde

man maaske ogsaa kunne fornye den Tillokkelse,

som en gammeldags Ildebrand havde for en rigtig

Kjøbenhavner. Ja, i hine Tider havde man Ilde

brand, saa at det havde Fynd og Klem; hvad er

det Altsammen nutildags? Man kan jo paa første

Sal sove rolig i sin Seng og høre til sin Forun

dring næste Morgen, at anden og tredie Sal i Nat

tens Løb ere brændte .af. Nej, dengang skulde

man nok faa Lov til at komme ud af Sengen,

længe før Ilden kunde naa den.

Saasnart en af

de brave Vægtere i et vaagent Øjeblik bemærkede

noget Mistænkeligt, som en stærk Lysning, en sve