40 / 233
32
graa Brandfolk, Redningschor og Nedbrydningschor
o. s. v. at give Møde for at slukke. Det var en
skrækindjagende Scene; den røde Himmel, de klem
tende Klokker, de galoperende Brandsluffer, de sig
tungt bevægende Sprøjter trukne af Soldater, de
idelige Raab og Spørgsmaal om Brandens Udstræk
ning og Beskaffenhed, de Tusinder af uniformerede
og civilklædte Skikkelser, der ilede gjennem Gaderne
til det samme Maal: Alt dannede et gruopvæk
kende Ensemble i den usikkre, natlige Be
lysning og tillod Ingen at gaa til Hvile igjen saa
snart. Men var der saaledes Uro i den ganske By,
selv i de fra Brandstedet ljerneste Egne, hvor var
Forvirringen da grændseløs, naar man kom nærmere
til Stedet selv i den snevre Gade.
Knittren og
Bragen, Røg og Gnister, Kommanderen og Udskjel-
den fortumlede her alle Sandserne, medens man næ
sten trykkedes ihjel af den Masse Mennesker, der
med Vold og Magt vilde trænge sig frem for at se
Skuespillet, men ofte til Straf bleve pressede til at
tage en Haand i med for at lange de røde Brand
spande med Vand fra Sluffen til Sprøiten. Tilsidst
kunde hele den talrige Borgervæbning neppe holde
den urolige Mængde tilbage; da hedder det plud
selig: der er Kongen! og nu bliver Alt stille. Den
gamle Mand viser sig tilhest med en af sine Ad-
jutanter, og snart kommer Alting rigtig tilgangs:
Brandfolkene arbejde med dobbelt Iver i den gamle
Konges Paasyn og Enhver er villig til at hjælpe til,