28 / 364
17
bæ re sig selv. D eri m an gler der ik k e saa lidt. H vert lille A r
bejde in d en fo r en M enighed b ø r stræ be efter at b etale fø r
L o k ale, L y s og B ræ ndsel. H vor K ristne tager et Arbejd-e op«
sk al de h eller ik k e gaa a f V ejen fo r det øk o n om iske A nsvar.
•— K u n ad den V ej oplæ res vi til at fo rstaa Selvunderholdsets,
Ideal.
V el n o k det sidste Ideal i de 7 P u n k e r er
Fællesmenig
hedslivet.
D et glim ter frem , baad e n a ar en velhaven d e M e
n igh ed h jæ lp er en fattig, og n aar flere M enigheder sam les til
Fæ llesm øder. Men det bedste til at u d vik le det er S am m en
slu tn in g
0111 fæ lles O pgaver. D er er f. E k s.
Missionsidealet,
sigtende ik k e b lo t p aa det en kelte Sogn, m en p aa hele den
store B y. D er er
Ordets Forkyndelse
— p aa en vis M aade
et n yere Ideal. I B egyn d elsen un derkendte vi selvfø lg elig
ik k e Ordets F o rkyn d else, m en vi v a r lidt bange fo r »dem
dragen de P ræ diken « . D en havde vi hørt m eget af, h v o r det
ald rig b lev til andet. V i fo retrak derfor en Mand, der i trofast
K æ rligh ed vilde gaa ru n d t til de enkelte. Men i de senere-
A ar føles det stæ rkt, at der trænges til en d ragen de F o r k y n
delse. F o rargelsen skal vel væ re i den, m en Kæ rligh edens
Magt ogsaa. V i P ræ ster har m eget at bede om . Om vi kund e
»om skifte vor Røst« som P au lu s siger! — - Jeg tror, Gud
k an h jæ lp e os til det, m en ku n , n a a r vi beder om det. Idealet
ligger langt, lan gt forud e. L a d os bede om større Naade-
gaver. V i h ar L o v til at tragte efter de største, og P rofetien
er
den største.
T il Slu tn in g næ vnede T a leren endnu som hørende u n d er
de fæ lles O pgaver: det sociale Sp ørgsm aal og F o rh o ld et m e l
lem Indre M ission og K irk efo n d et o. a. Det sidste er ikke
gjort m ed O rgan isation eller P engeun derstøttelse alene; der
ligger store aand elige Spørgsm aal bag ved, h vo r det gælder
at forstaa Idealerne ret.
D IS K U S S IO N E N .
D irigent: Dr. m ed. P .
D. Koch.
Fibiger
tak k e d e K irkefon d et, fo rd i det sam lede Præ sterne
en G ang im ellem , saa de æ ldre og yn g re kund e læ re hinanden
at kende. H an tak k ed e fo r F o red raget og ønskede Stiftsprovst
U ssing til L y k k e m ed den n ye Gerning, h an var kaldet til
falle rejste sig).
D er v a r to, der h avde let ved at se hinandens F ejl: K lo k
keren og P ræ sten ; m en begge har G rund til —- ogsaa dem ,
der er ved K irkefon d ets K irk e r -— at tage sig i V are fo r at
b live besm ittet a f Penge.
P asto r F ib ig er næ vnede derefter et. R efø rm krav: der maa
gøres noget m ere ud a f D aaben ved G udstjenesten; hvorfor
sk al det ene Sakram en te staa lavere end det andet? V i i Elias-
k irk en h a r kæm pet for at gøre D aaben til et integrerende