110 / 230
— Skyggesider —
103
ligt Udtryk for Øjeblikkets Stemning og tjente kun til at dække
over Aandsfattigdom og Kjedsomhed. Man vidste ikke, hvad man
sang, og sang, fordi man ikke vidste, hvad man skulde sige. „Man
synger og brøler om Yin og Kjærlighed,
0111
Bacchus og Amor, om
Venskab og Broderkjærlighed,
0111
Frihed og Fædreland, og Himme
len maa vide
0111
hvor mange andre herlige Ting, som man aldrig
vedkjender sig med mere Aabenhjertighed end i Drikkeviser og i
Fødselsdagslovtaler . . . Naar man i en saadan Klub hører Menne
sker, der ere hinanden en Torn i Øjnene og daglig stræbe efter at
løbe hverandre omkuld, synge om de Broderbaand og Venskabs-
baand og Rosenbaand, som forene dem; naar man hører Selskabs
lemmer, som daglig strides med Mund og Næver, skraale af fuld
Hals: „Leve vort Selskabs Harmoni“ ! saa har man Grund til baade
at græde og le over det, som Menneskene kalde selskabelige
Glæder“ r).
Moralisterne maatte erkjende, at medens Klubberne
havde medført det gode, næsten aldeles at gjøre Ende paa tidligere
Tiders Kippesværmen og Vinkældersøleri, saa havde de paa den
anden Side forstyrret megen huslig Lyksalighed, og hvad deres Ind
flydelse paa Aandslivet angaar, giver Rahbek, der skriver dette,
dem det Skudsmaal, „at intet kan være mere alskens Almenaand
modstridigt end det Sløse- og Døsevæsen, den evindelige Dobhel,
den Smaahedsaand, der i de allerfleste af vore Klubber er her
skende“ -).
Men de vare nu engang saa rodfæstede i den Tids
Sæder, at de ikke lode sig kritisere bort.
Det var først Krigen
med England og de fortvivlede økonomiske Forhold, som den førte
med sig, der bevirkede, at Klubberne gik ind, saa at kun de større,
mere velhavende Selskaber vedbleve at bestaa, medens Smaafolk
maatte vende tilbage til Hjemmets sundere og mere ægte Glæder.
Det sidste Glimt af Idealitet i Klublivet var Bevarelsen af det
musikalske Element. Men ogsaa Koncertvæsenet udartede. Klub
koncerterne gjennemløb den samme Udvikling som Klubvæsenet i
det hele, fra de første fordringsløse, af sand Interesse beaandede
Musikopførelser gjennem et fyldigere, kunstnerisk betydeligere Ivon-
certliv i bestandig rigere og mere fordringsfuld Stil til Sløseriets og
Overmættelsens Stadium, der dannede Afslutningen paa dette i
kulturhistorisk Henseende mærkelige Afsnit af vort Koncertvæsens
») Smstds. 1804. 3. p. 252.
2) Den danske Tilskuer IX. 2. p. 602.