109 / 230
102
— Klublivet
Hoffet“, endte med at blive lige saa nødvendige for Klublivet, som
Kortspillet var til daglig Brug.
Jo flere, jo større og jo ældre Klubberne bleve, desto mere
trivialiseredes Klublivet.
Den af de første Klubstiftere tilsigtede
tarvelige, uskyldige, oplivende og forædlende Selskabelighed, der
fremmede Humanitet og Oplysning, udartede i Tidens Løb mere og
mere til tom Forlystelsessyge og den mest ideforladte Materialisme.
I sin Festtale paa „Det forenede Selskabs“ 30te Aarsdag dvæler
Jacob Drejer ved Klubbens første, glade Barndomsdage: „Muntert
henspøgtes Aftenerne, de faa Brødre kjendte hverandre saa nøje, at
intet Ord havde nødig at vejes, man legte som Børn, man opfandt
Gaader, man certerede i rimede og urimede Impromptuer, man
gjættede, man gjorde Viser, man spilte Comoedier, kort: enhver
overlod sig til den sorgesløse og dog tilladelige Munterhed, som ej
kan herske uden i fortroligt Samkvem“. Endnu efter at Forandrin
ger vare skete og flere Adspredelser indførte, beholdt den literære
Tone Overvægten, og Morskaben bestod mest i „Sang ved en liden
Bolle“. Her blomstrede K lu b v is e n . „Trojlerne, Snedorff, Abra-
hamson, Malling, Tostrup, Wadum, ja selv vor første Digter, Ewald,
gave os i disse Klubbens første Tider de Viser, som baade da og
siden efter have forskaftet saa megen Fryd i hvert anstændigt
Drikkelag“. Trojels „Jeg er en Mand, som har saa vidt omvandret“,
vakte en saadan Enthusiasme, at man bekransede Digteren. Senere
kom Pram, Tode, Storm, Rahbek, Thaarup, Riber, Baggesen til.
Hvor forandret var ikke hele dette Liv i Begyndelsen af det
19de Aarhundrede! Klubberne vare ikke længer som fra først af en
Modvægt mod Overdaadighed og Spillesyge, men tværtimod Arne
steder for disse nationale Skødesynder, hvis Trivsel begunstigedes
af en udbredt og let erhvervet Velstand. Oehlenschlågers „En Klub,
ak! som er gladest, naar den spiser“,, passede paa de fleste kjøben-
havnske Klubber.
I dets senere Udvikling var Klubvæsenet et
socialt Onde, som Pressen ivrede imod, men uden Nytte.
„Naar
Selskabeligheden drives saa vidt, at endog Skræddere og Skomagere
anse det for en af Livets største Fornødenheder at være i en Klub,
at tilbringe halve Dage og halve Nætter i Svir og Sværm og tro
sig ulykkelige, naar deres unge Døtre ikke sværme hver ottende
Dag omkring paa Bal, saa har man største Grund til at ønske de
Tider tilbage, da man var mindre selskabelig, men ogsaa mindre
letsindig og ødsel“ 1).
Klubsangen var ophørt at være et natur') Kjøbenh. Skilderi 17. Okt. 1803.