104 / 230
— Den tekniske Uddannelse —
97
Musik-, Kunst- og Instrumenthandel paa Østergade Nr. 36.
Det
var denne Forretning, der, efter i 1799 at være flyttet til Vimmel-
skaftet 162 og det næste Aar til Boldhusgade 264, i Juli 1802 gik
over til det ansete Musikhandlerfirma G. L o s e & Co.
Til de Hindringer, som Musikernes økonomiske og sociale Stil
ling i det 18de Aarhundrede lagde det fremadstræbende Talent i
Vejen, kom endnu Mangelen paa Adgang til en grundig og om
fattende U d d a n n e ls e , der kunde bringe det paa Højde med Ti
dens Fordringer og sætte det i Stand til at tage Kampen op med
Udlændingene. En Sang, der ikke var stort andet end Natursang,
skulde have ondt ved at komme i Betragtning ved Siden af de
ypperlige italienske Sangvirtuosers Præstationer.
Instrumental
musikeren maatte sædvanligvis nøjes med den Instruktion, han fik
hos Stadsmusikanten, hvor han blev sat i Lære som enhver anden
Haandværksdreng. Efter 5 Læreaar blev han Svend og skulde saa
i Reglen tjene 3 Aar som saadan. Der udgik dog stundom særde
les respektable Kunstnere fra disse tarvelige Skoler. Saaledes var
Bratschisten Lars Friis, en af Hovedstadens Koncertdirigenter i
Klubtiden, Elev af Stadsmusikant Jensen i Haderslev, der blandt
sine Lærlinge ogsaa talte to andre af Kapellets betydeligere indfødte
Medlemmer, Violinisten Berthelsen og Harpespilleren Lorenz. En
anden Stadsmusikant, der vandt et Navn ved de Lærlinge, han ud
sendte, var Simonsen i Svendborg.
Erkjendelsen af, at Kunsten, fornemmelig i et lille Land, vanskelig
kan trives, uden at Staten træder organiserende og understøttende
til, navnlig ved Oprettelsen af Skoler, gjorde sig paa Musikens Om-
raade først gjældende med Hensyn til Sangkunsten ved Stiftelsen
af d e n d a n s k e S y n g e s k o le under Potenzas Ledelse (1773) med
det Formaal — som det hed i den kgl. Befaling desangaaende —
at spare Landet for et fremmed og bekosteligt Theatei, og da
saadant desuden hørte til vort Folks og Sprogs Ære. Tre Aai •
efter udvidedes denne Læreanstalt med en Eftermiddagsskole for
unge Mænd mellem 16 og 20 Aar og Piger fra 12 til 15 Aai gamle.
Den ikke saa ganske lille Sangerskare, der herfra udgik til 1heatret
og Koncertsalen, og hvoriblandt en ældre Slægt af Musikvenner
med berettiget Stolthed saa tilbage paa Kunstnere som Rosing og
Mad. Frydendahl, Saabye og Mad. Dahlén o. a., viste, at det netop
var en saadan Skole og Udsigten til en nogenlunde bebygget Exi-
stens, som der trængtes til for at faa Sangkunsten til at blomstie.
Noget lignende opnaaedes først senere for Instrumentalmusikem
Musikf. Festskrift. I.
*
‘