Previous Page  99 / 230 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 99 / 230 Next Page
Page Background

— Fremskridt i musikalsk Dannelse —

Menuetter og Engelskdanse, yndede Viser og Opera-Arier eller

andre arrangerede Sager.

Thielo udgav 1752 et Hefte saadanne

„musikalske Galanteristykker“ af de nyeste Virtuoser, hvoriblandt

et Par Symfonier, der vare „oversatte“ til Klaver.

1756 tog han

sig for i ugentlige Blade at indvie det klaverspillende Publikum

i den nyeste Spillemaade. „Mangfoldige spiller, men ikkun ganske

faa efter den nyeste Smag“.

Og Musikens Gusto, forsikrer han,

forandrer sig hvert tiende Aar. I et af disse Blade lovede han at

bringe „et artigt Klaverstykke' af Sr. Pergolesi, som kan spilles af

et Fruentimmer og en Mandsperson tillige, alt med 4 Hænder paa

e t Klaver“.

Thielo var især misfornøjet med de unge Damers

Musik. „Hvor mange Fruentimmer ere vel i hver civiliseret Pro­

vins, som spiller- godt paa Klaveret? næppe en eller slet ingen.

Hvad nytter det, om de endogsaa kunde spille adskillige gemene

Viser eller Danse. De blive snart kjed af disse. Drengene synger

samme paa Gaden, og deres musikalske Lærdom koster Drengene

slet intet. Jeg har kjendt nogle hundrede Fruentimmer, som har

lært 1, 2, 3, 4 og flere Aar; i det sjette Aar har de enddog ikke

kunnet spille ti Stykker, saa lette og saa almindelige de endogsaa

vare“. Han mener, at Skylden laa i hele Opdragelsen, og at de

unge Piger intet kunde, fordi de havde for meget at lære. Den

sande Grund var dog nok snarere, at Lærerne ikke duede.

D e n m u s i k a l s k e D a n n e l s e gjorde efter Thielos Tid store

Fremskridt, ogsaa blandt Kvindekjønnet. Ved hyppig Deltagelse i

Koncertlivet æggedes Kappelysten, og Smagen udvikledes. Der kom

en Tid, da alle Dannede vildé musicere.

„Det er nyttigt og ros­

værdigt“, skriver et kjøbenhavnsk Blad i 1787, „at mange af vor

Tids unge Mennesker lægge sig efter en Kunst, der ikke er blot

Fornøjelsesværk eller Tidsfordriv; naar de ikke forsømme vigtigere

Anliggender derved, er det langt klogere at musicere end at gjøre

Vers.“ Dilettantismen stod i de to sidste Decennier af Aarhundre-

det paa et særdeles højt Trin.

„De skulde undre Dem over den

Mængde gode Dilettanter her tindes“, hedder det i et Brev til Prof.

Gramer af 26. Juli 1783, og man kan ikke forlange noget mere

smigrende Vidnesbyrd end Schulz’s Udtalelse om det kjøbenhavnske

Publikum, at han intet Steds paa alle sine Rejser havde truffet dets

Lige.

„Om Kjøbenhavn kan man sige“, føjer han til, „at saavel

ved Hoffet som paa Theatret og i de derværende Klubkoncerter

gaar der ved Musikopførelserne i bogstavelig Forstand ikke en Node

tabt“.