![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0099.jpg)
— Fremskridt i musikalsk Dannelse —
Menuetter og Engelskdanse, yndede Viser og Opera-Arier eller
andre arrangerede Sager.
Thielo udgav 1752 et Hefte saadanne
„musikalske Galanteristykker“ af de nyeste Virtuoser, hvoriblandt
et Par Symfonier, der vare „oversatte“ til Klaver.
1756 tog han
sig for i ugentlige Blade at indvie det klaverspillende Publikum
i den nyeste Spillemaade. „Mangfoldige spiller, men ikkun ganske
faa efter den nyeste Smag“.
Og Musikens Gusto, forsikrer han,
forandrer sig hvert tiende Aar. I et af disse Blade lovede han at
bringe „et artigt Klaverstykke' af Sr. Pergolesi, som kan spilles af
et Fruentimmer og en Mandsperson tillige, alt med 4 Hænder paa
e t Klaver“.
Thielo var især misfornøjet med de unge Damers
Musik. „Hvor mange Fruentimmer ere vel i hver civiliseret Pro
vins, som spiller- godt paa Klaveret? næppe en eller slet ingen.
Hvad nytter det, om de endogsaa kunde spille adskillige gemene
Viser eller Danse. De blive snart kjed af disse. Drengene synger
samme paa Gaden, og deres musikalske Lærdom koster Drengene
slet intet. Jeg har kjendt nogle hundrede Fruentimmer, som har
lært 1, 2, 3, 4 og flere Aar; i det sjette Aar har de enddog ikke
kunnet spille ti Stykker, saa lette og saa almindelige de endogsaa
vare“. Han mener, at Skylden laa i hele Opdragelsen, og at de
unge Piger intet kunde, fordi de havde for meget at lære. Den
sande Grund var dog nok snarere, at Lærerne ikke duede.
D e n m u s i k a l s k e D a n n e l s e gjorde efter Thielos Tid store
Fremskridt, ogsaa blandt Kvindekjønnet. Ved hyppig Deltagelse i
Koncertlivet æggedes Kappelysten, og Smagen udvikledes. Der kom
en Tid, da alle Dannede vildé musicere.
„Det er nyttigt og ros
værdigt“, skriver et kjøbenhavnsk Blad i 1787, „at mange af vor
Tids unge Mennesker lægge sig efter en Kunst, der ikke er blot
Fornøjelsesværk eller Tidsfordriv; naar de ikke forsømme vigtigere
Anliggender derved, er det langt klogere at musicere end at gjøre
Vers.“ Dilettantismen stod i de to sidste Decennier af Aarhundre-
det paa et særdeles højt Trin.
„De skulde undre Dem over den
Mængde gode Dilettanter her tindes“, hedder det i et Brev til Prof.
Gramer af 26. Juli 1783, og man kan ikke forlange noget mere
smigrende Vidnesbyrd end Schulz’s Udtalelse om det kjøbenhavnske
Publikum, at han intet Steds paa alle sine Rejser havde truffet dets
Lige.
„Om Kjøbenhavn kan man sige“, føjer han til, „at saavel
ved Hoffet som paa Theatret og i de derværende Klubkoncerter
gaar der ved Musikopførelserne i bogstavelig Forstand ikke en Node
tabt“.