97 / 230
90
— De ældre Klaverinstrumenter —
— de mindste „ikke over 5 Kvarter lange“ — med deres fine og sarte,
yderst spinkle Tone.
Ogsaa i den ydre Udstyrelse afvege disse
diminutive Instrumenter med og uden Fod ganske betydelig fra en
senere Tids Smag. Man plejede at lakere dem hvide, grønne, sorte
eller perlefarvede med forgyldte Lister og Ornamenter. De eleganteste
vare med indlagt Spejlglas.
Til Koncertbrug egnede Klaveret sig
ikke.
Dertil anvendtes det flygelformede „ G la v c y m b e l“ (ital.
Clavicembalo, fr. Clavecin), hvis harpeagtige Tone var stærkere og
mere gjennemtrængende end Ivlaverets, men til Gjengjæld manglede
dettes Evne til finere Nuancering, hvorpaa Instrumentmagerne søgte
at bøde ved Anbringelse af Registre til Modificering af Klangfarven.
De bedste Ivlavicembaler fik man her, efter at Instrumenter fra
det berømte Firma Ruckers i Antwerpen ikke længer vare til at
opdrive, fra Fleischer i Hamborg og andre nordtyske Fabrikanter.
Virkelig gode Instrumenter, der kunde maale sig med de fleste
udenlandske og endnu ind i det 19de Aarhundrede vare Gjenstand
for Efterspørgsel, forfærdigedes i Kjøbenhavn af H a r t v ig M u lle r
(1716— 1793) og M o s c h a e k (1730— 1772).
Andre indenlandske
Klaverfabrikanter i forrige Aarhundrede vare Benjamin Wulff og
Am di W orm , der begge virkede allerede i Fyrrerne, M a g n u s
C h r is t e n s e n , død 1766 som kgl. Hoiinstrumentmager, kun 47 Aar
gammel, Ghr. Fred. Speer, for hvem der 1761 udfærdigedes et kgl.
Privilegium, og Daniel Wroblewsky, der etablerede sig i Halvfjerd
serne.
For et „a parte“ godt Klaver af Muller, „dog uden Spejl
glas“, var i 1765 Prisen 100 Rdl. Ellers kostede et nyt Klaver efter
Størrelsen fra 30 til 80 Rdl. Et Klaver fraDresden betaltes i 1792
med 120 Rdl.
Italieneren Cristoforis Opfindelse af P i a n o f o r t e t eller Hammer-
klaveret ansporede de mekaniske Talenter fjærn og nær til For
søg paa at frembringe noget lignende eller endnu bedre. Saaledes
læse vi i „Postrytteren“ for 1755 om en „Person, som for 18 Aar
siden gjorde et Clavcymbal her i Kjøbenhavn kaldet Bantoline,
mens det rette Navn er Martoline“, paa hvilken Martoline han havde
„kunstlet og laboreret i de 18 Aar saavel i Kjøbenhavn som i Ober-
og Under-Tyskland, men endnu ikke fundet det“.
Hofinstrument
mager Magnus Christensen — maaske var det ham — forsøgte i
1760 en Kombination af det ældre og det nyere System i „et meget
kostbart Clavsimbal, som spiller en Bantholine med Hammere til
lige“. Dette Pragtstykke blev nogle Aar efter tilligemed flere andre
Instrumenter af hans Arbejde bortspillet „ved et Gnav-Spil“ og be