92 / 230
— Anførselen —
85
kjenclt, at franske Sangere og deres Methode langt fra have et godt
Navn paa sig. Hertil kommer, at ved de franske Theatre holdes
der i Stedet for en Akkompagnatør en Musikdirektør, „maître de
musique“, som har Partituret foran sig og slaar Takten. Om v i
vilde g'jøre vel i at efterligne Franskmændene heri, og
0111
vor
Exekution og vore Kasser vilde vinde derved, lader jeg staa h en“.
Orkestret spillede uden D i r ig e n t i moderne Forstand. Sæd
vanligvis ledede Koncertmesteren Instrumentalmusiken fra sin Plads
i Spidsen for Primovi olinerne. I Begyndelsen af Stykket markeredes
Takten ved lydelige Taktslag rnecl Foden eller Violinbuen. Takt
stokken blev først almindelig et godt Stykke ind i det I9de Aar-
hundrede. Den gamle Uskik, at de Spillende improviserede alle
Slags „Manerer“ eller Forsiringer, hvorved det især i Hoved
kadencerne gik lystigt til, forsvandt efterhaanden. Derimod søgte
man forgjæves at bekæmpe den frie Præluderen, før Stykket skulde
begynde. En væsentlig Ulempe ved de ældre Koncertforeningers
Orkesterpræstationer var, at der paa Grund af Koncerternes Hyp
pighed som Regel spilledes efter kun en Prøve.
Syngesager dirigeredes for Sangens Vedkommende fra Klavi-
cembalet. Ved større Musikopførelser fandtes to saadanne Instru
menter, et for Akkompagnatøren og et for Kapelmesteren. Denne
sidste greb navnlig ind , naar Ensemblet vaklede. I kritiske Øje
blikke kunde man se ham slippe Tangenterne for at fægte med
Armene i Luften.
Sangerne saa ud mod Tilhørerne, Orkestret
havde sin Plads enten til en Side eller, hvad der ansaas for bedre,
bag ved Sangerne. Nærmest disse var Klavicembalet og Basserne
anbragte; derefter fulgte de øvrige Strygere og de svagere Blæse
instrumenter. Trompeter og Pauker skjultes i Baggrunden.
Det første Skridt henimod den moderne Ork e s t r a t i o n var
en udvidet Benyttelse af Blæserne, fornemmelig Træblæserne.
Schulz kunde ikke gaa ind paa dette nye. „Jeg er nu for gammel
til at begynde paa denne Maade; det kan De gjøre“, svarede han
undvigende Kunzen, da denne som Fremskridtets Talsmand vilde
have ham til at adoptere den nye Skrivemaade. I sit bekjendte
Brev til W eyse udtaler han sig, med et Henblik paa Mozart, ufoi-
beholdent imod den „sammenpakkede“ Instrumentation, hvorved
det skjønne ejendommelige hos de forskjellige Instrumenter loi
største Delen gik tabt. Kunzen gav Theatrenes slette akustiske
Forhold Skylden for at have givet Stødet til den her berørte Reform.
Hans Udtalelser herom erc ikke uden Interesse. „Man bebrejder