93 / 230
8 6
— Instrumentationen —
saa ofte“, siger han, „de nyere Komponister den hyppigere Brug
af Blæseinstrumenterne, at det nok er Umagen værd en Gang at
sige sin Mening derom. Blæseinstrumenternes Brug deler sig i to
forskjellige Former, der paa ingen Maade maa forvexles.
Den
første bør anvendes, naar Musikstykkets bestemte Karakter giver
Komponisten Anledning til at lade et eller andet Blæseinstrument
være fremherskende. Denne Anvendelsesmaade er gammel og til
strækkelig benyttet af de fleste Komponister. Den anden er nyere
og tog sin Begyndelse, da Kammermusiken blev stødt til Side af
den alt opslugende Theatermusik. Man lagde nemlig snart Mærke
til, at Kammermusikens Stil kun gjorde en ringe Virkning i vore
for Musiken slet byggede Skuespilhuse, og man fandt det derfor
nødvendigt at understøtte de den Gang herskende Strengeinstru
menter med noget kraftigere. Valgte man i dette Øjemed Fagotter
og Fløjter, saa vare rigtignok nogle Dele af Bassens og Violinens
højere Toner understøttede, men desto svagere var den i Midten
liggende Del. For at opnaa sin Hensigt maatte man følgelig have
den hele Skala, og denne fik man, naar Fagotter, Valdhorn, Klari
netter, Oboer og Fløjter bleve forenede. Saaledes brugte f. Ex.
Dittersdorf dem, idet han tildelte Blæseinstrumenterne lange ud
holdte Akkorder, som understøttede Strengeinstrumenterne og ud
fyldte vore Theaterbygningers Tomhed med Klang. Deraf fulgte
nu rigtignok ikke, at disse Instrumenter udelukkende skulde ind
skrænkes til denne Brug. Mozart, Salieri o. fl. vidste tværtimod
paa bedste Maade at benytte sig af begge Slags“.
Man faar næppe noget mere levende Indtryk af Instrumental-
musikens urnaadelige Opsving i den sidste Halvdel af forrige Aar-
hundrede, i Form som i Indhold, end ved at sammenligne en
Beethovensk S y m f o n i med de smaa naive, tynde, stumpede og
letfodede Kompositioner af denne Art fra Aarhundredets Midte, da
Haydn skrev sine første Symfonier. Det var den Gang, da musi
kalske Fraadsere kunde sætte et halvt Dusin Symfonier til Livs paa
e n Aften eller lade en yndet Violinspiller foredrage 12 Violinkon
certer i Træk. Orkesterspillet stillede ikke store Fordringer i tek
nisk Henseende. Schall fortæller fra sin Ungdom, at de ældre
Ripienister i Kapellet plejede at tilraabe hinanden et „Varsko!“ eller
„Pas paa !“ hver Gang et G eller D skulde hentes ned fra Applica-
turen. Medens Aarhundredets instrumentale Musikgenius aaben-
barede sig i Playdns og Mozarts Værker, dyrkede den store Hob
en Række mindre Guder som Stamitz, Cannabich, Wagenseil og