102 / 230
— Komponisternes Honorarer —
95
havn maatte ernære sig ved Nodeafskrivning.
Hartmann døde i
Fattigdom.
Et Fænomen som Claus Schall, der paa sine gamle
Dage var i Stand til at føre Hus, holde Landsted og kjøre i sin
egen Ekvipage, var noget ganske enestaaende og kan kun forklares
ved hans ualmindelige Frugtbarhed og Energi i Forbindelse med
en vis praktisk Maade at tage Tingene paa, uden hvilken han
maaske var bleven en større Kunstner, men ganske sikkert havde
maattet give Afkald paa hine Livets Goder. Men ogsaa han havde
havt sin Trængsels Tid at gaa igjennem.
Lad os se, hvorledes K o m p o n i s t e r n e fik deres bestilte Ar
bejder betalt.
Scalabrini fik 60 Rdl. for Musiken til „Kjærlighed
uden Strømper“.
Da der skulde opføres en Sørgekantate paa
Universitetet i Anledning af Frederik Y’s Død, opstod der Tvivl
blandt Konsistoriums Medlemmer
0111
, hvorvidt man skulde gaa ind
paa Scheibes Tilbud
0111
at komponere en Text af Ewald „imod en
Douceur af 30 Rd l.“, eller lade Latinskolens Kantor, Nissen, besørge
det hele, hvorved der vilde spares nogle Rigsdaler. Tilsidst sejrede
den sunde Sans i Stampes Votum: „Jeg forstaar mig ikke her-
paa, men er gjerne enig med Prof. Gramer derudi, at vi ikke se
paa en 8 å 10 Rdl. mere for at faa det bedre gjort“.
At faa
sin e
Kompositioner udgivne i Trykken var det meste af Aarhundredet
igjennem forbundet med de største Vanskeligheder. Sarti paa
begyndte i December 1756 Udgivelsen af sine Arbejder, men kom
ikke videre end til det første Værk, hvoraf kun „meget faa“ Exem-
plarer bleve solgte. Hartmann naaede ikke engang saa vidt med
sine forhen omtalte 12 Symfonier og fik heller ikke saa mange
Subskribenter paa Klaverudtogene af „Balders Død“ og „Fiskerne“,
at han kunde lade dem trykke.
Oprindelig udgjorde M u s ik h a n d e le n en Del af Boghandelen.
Allerede det 17de Aarhundredes Bogførere som Haubold og Liebe
handlede tillige med Musikalier. Efter Midten af forrige Aarhundrede
se vi, at enkelte Musikere begyndte at drive en lille Musikhandel.
Baade Thi elo og Samuel Weise, der var Organist ved Citadelskirken,
ligesom Thielo havde været, søgte paa denne Maade at skaffe sig
en indtægt.
Man kunde ogsaa hos de italienske og franske Operaselskaber,
der optraadte i Kjøbenhavn, faa Musiken th deies Repeitoiic.
Der opstod saalecles en Konkurrence mellem de indenlandske og
de fremmede Forhandlere. I 1754 bekjendtgjorde Thielo, som den
Gang boede paa Kongens Nytorv hos Vinhandler Courtaud, at de,