123 / 275
København i høj- og senmiddelalder
Fra o. 1200 begynder de skriftlige kilder til Københavns historie at
flyde rigeligere. København omtales i annalerne, og byens kirkelige
institutioner begynder at vokse op og afsætte sig spor i brevmateri
alet. Vor Frue kirke indvies o. 1209. Roskildebispen, Absalons nevø
Peder Sunesen, gør kirken til en kollegiatskirke, med et kapitel,
hvilket giver kirken status som den næstfornemste i Roskilde stift.
Lederen af kapitlet, dekanen, bliver en af bispens betroede embeds-
mænd i udøvelsen af både kirkelig justits og i forvaltningen af kir
kens gods. Ikke længe efter grundlæggelsen af Vor Frue Kirke
opføres det første kloster i byen. I 1238 giver grevinde Ingerd af
Regenstein en ejendom i København til oprettelsen af et Franciska
nerkloster - Gråbrødre kloster. Grevinde Ingerd hører til Hvide
slægten. Hendes bror, Peder Jacobsen, efterfølger farbroderen
Peder Sunesen som bisp i Roskilde, og også de næste tre bisper i
Roskilde hører til familien. København er således gennem det
meste af 1200-tallet Hvideslægtens by - og en by, som familien gør
meget for at udvikle.
Byens hurtige udvikling blev imidlertid straks registreret af både
kongemagten og af de nordtyske hansestæder. Kong Erik Plovpen-
ning satte sig i besiddelse af borg og by, efter at biskop Niels Stig-
sen i 1245 var flygtet ud af landet. I 1249 angreb og plyndrede
liibeckerne København første gang. Ti år senere, da Christoffer I
fordrev biskop Peder Bang fra sit bispedømme, besattes København
atter af kongens tropper, for snart efter at blive angrebet af en
oprørshær under ledelse af fyrst Jaromar af Rygen, hvis navn stadig
er bevaret i »Jarmers tårn«. Borgen blev efter dette angreb ifølge et
pavebrev til dels nedbrudt af bispens egne allierede.
Allerede i 1254 gav biskop Jakob Erlandsen, der kort tid efter blev
ærkebiskop, de regler og privilegier, der betegnes som Københavns
første stadsret. Privilegierne var imidlertid begrænsede - det var
således først senere, at byen fik et råd. En stor del af tiden, mens
bisperne var i eksil, var det kongen, der kontrollerede byen. Til
gengæld holdt han sig tilbage, da borgerne på i et tidspunkt i 1295
117