59 / 229
A F EN TELEFON IST INDES ER INDR ING ER
eller: »Kunde D e nu igen ikke finde Krykke rne?« og lignende mærke*
lige Spørgsmaal var hans stadige Tiltale, men bagefter lo han altid saa
hjerteligt af sine egne Vittigheder, at man ikke kunde tage hans Vrede
saa alvorligt.
En af mine værste »Patienter« omsatte altid sine Afb rydelser i rede
Penge. »Frøken, nu er jeg igen blevet afbrudt! Jeg vil sige Dem, den Af*
brydelse koster mig
200
Kr., og D e eller Selskabet skal erstatte mig Tabet«.
Beløbene steg i samme Grad som hans Vrede, det var ikke smaa Sum*
mer, den stakkels Mand daglig maatte ofre paa sin Telefon. O fte har
han truet mig med ø jeblikkelig A fsk ed og andet skrækkeligt; men han
har ogsaa engang sendt mig et
10
Kroners Handskekort, hvilket jo maa
siges at være en formildende Omstændighed. En Abonnen t var stærkt
tunghør. Blev der meldt »optaget« til ham, blev han alligevel staaende
ved Telefonen, og fik han Numret, stod den anden Abonnen t mange
Gang e o g raabte sig hæs, før den første forstod, at der var nogen. En
Herre paa hans Kon tor bad mig en D a g om altid at tale meget højt,
naar hans C h e f ringede, det var ham nemlig meget imod, at nogen skulde
vide, at han hørte daarligt, og derfor vilde han altid selv ringe op —
til lige stor Gêne for Central og Abonnenter.
To af mine slemme Mæ nd har jeg truffet ude i Selskabslivet, selv*
følgelig uden at de har haft Anelse om, hvem jeg var. D e viste sig at
være fine og dannede Selskabsmennesker, om hvem man aldrig vilde tro, de
kunde være saa ubehagelige i Telefonen; men denne er nu engang for
mange Mennesker et kærkomment A flø b for deres Vrede og daarlige
Humør. M in sikre Overbevisning er, at den Dag, Telefonen naar den
tekniske Fuldkommenhed, og det gør den jo nok, at Abonnen ten ikke
blot kan
høre,
men ogsaa
se
Telefonistindens venlige Smil, da vil meget
være vundet i Forholdet mellem »Central« og »Abonnent.—«
57