58 / 229
K J Ø B E N H A V N S T E L E F O N A K T I E S E L S K A B
i Telefonen. V i lod, som vi troede hende, o g fra den D a g var hun Ven*
ligheden selv, naar hun ringede.
Jeg lærte efterhaanden hver enkelt Abonn en ts E jendommeligheder at
kende, saaledes at jeg kunde indrette mine Svar o g Udtalelser derefter.
En
hadede at faa meldt »Optaget«, og naar jeg alligevel maatte gøre
det, skete det altid i en meget beklagende Tone, hvilket afværgede, at
han straks forlangte »Hjælpe*
bordet«. En anden klagede altid
over A fb ryd e ls e r ; han kunde
dog næsten altid stilles tilfreds,
undtagen hvis je g kom til at
nævne noget om »Lampen, som
lyste«, og at jeg derfor kom
ind og meldte »Central«; dette
kunde gøre ham aldeles rasende.
O r d som: »H o ld Deres for*
bandede Lamper i O rden , hvad
rager det mig, om de lyser eller
ikke«, var Smaating af, hvad
han tillod sig. Naa , saa lærte
jeg at gaa uden om den Ven*
ding, o g saa fremdeles.
En
Abonn en t havde to Tele*
foner, som jeg antager var an*
bragt meget nær hinanden, thi
saa snart jeg meldte »optaget«
i den ene Telefon , greb han straks den anden og forlangte samme Num*
mer her. I Begyndelsen tillod jeg m ig at bemærke, at det ikke kunde
nytte, han ringede saa hurtigt op igen, da Num ret virkelig var op*
taget; men dette havde paa ham en ganske modsat V ir kn in g af den til*
sigtede. »Jeg skal lære Dem at give mig de Numre , je g forlanger; jeg
vedbliver at ringe, til D e giver mig det, saa maa D e selv om, hvorlænge
D e vil spille Komedie«. Jeg vænnede mig saa til, ganske roligt og ven*
ligt, at svare ham paa begge Telefoner, og efterhaanden var det altid ham,
der b lev først træt og opgav Ævred.
En Ab o nn en t klagede over lang Ven tetid ; hans Tele fon b lev ofte fejl*
meldt; men det viste sig altid, at den var i den skønneste Orden . Hans
Udtryksmaade var væsentlig forskellig fra de andres, og der var en egen
forsoren Gemy tlighed i hans Udg ydelse r: »Hv o r Satan bliver D e nu af
igen? Jeg skal d o g gøre A l v o r af at forære D em en Rullestol til Juli!«
Hallå! Hallå! Ä ni förbannad, Fröken. Bryter ni av igen!
Får jag tala vid Foreståndarinnan!
(Kasper)
56