56 / 229
AF EN TELEFONISTINDES ERINDRINGER
En Overtelefonistinde, der har haft Tjeneste ved »de
vanskelige Abonnenters Bord« paa Hovedcentralen, skrev
ved sin Fratrædelse (i Januar 1918) følgende om Forholdet
mellem Abonnent og Telefonistinde:
Fra mit
16
’ til mit
22
’ A a r var je g ansat i en Galanteriforretning paa
Strøget; men da denne ved Tidernes U gu n s t gik stærkt ned ad Bakke,
befandt jeg mig en skønne D a g i mit H jem uden Plads, og da dette
ikke var overgaaet mig før, syntes jeg, det var en stor U ly k k e . M in
M od e r trøstede mig med, at der var nok at tage fat paa i Huset; men
da dette ikke kunde forenes med min Selvstændighed, b eg ynd te jeg en
vild Jagt efter en ny Stilling. D e t var imidlertid intet let A rb e jd e ; de
mægtige Fordringer, som de forskellige Forretninger o g V irksomheder
stiller til de Pladssøgende, staar i et mærkeligt Forho ld til de Gager, de
byder disse. D en er i de fleste T ilfæ lde saa minimal, at man helst skal
være fød t velhavende for at kunne eksistere.
Forgæves søgte jeg Plads ved Telefonk ioskerne o g ved Telegramafdes
lingen, hvo r jeg fik det Raad at prøve at faa Ansættelse ved Telefons
selskabet. T ræ t og ked af det hele gik je g hjem for at faa en K o p Kaffe
og læse min A v is . D e t første, mit Ø je faldt paa, var en A nn on c e fra
Telefonselskabet, som søgte unge Piger fra g od e Hjem. Jeg syntes, det
var et Fingerpeg til mig, og paa T r od s a f T ræ thed o g daarligt Humø r
g ik jeg atter fra mit H jem paa Am ag e r ind til Byen, hentede en Ansøgs
ningsblanket, ud fyld te og afsendte den med det samme, o g nu gik det
Slag i Slag: Optagelsesprøve, Indøvelse og Eksamen — jeg fik knap T id
til at blive nervøs, før det hele var overstaaet, o g je g var Reservetelefonists
inde i K. T . A . S.
N o g le mener, at de første A a r er de sværeste ved Telefontjenesten, ja,
maaske for de ganske unge Damer, som kommer lige fra deres H jem og
føler den lange Stillesidden som en T v an g ; men for mig, der var vant til en
A rb e jd sdag paa
12
Timer, fra Kl. 8 M o r g en til 8 A ften med
1
'/s Times
M idd ag , var Tjenestetiden som en Leg; jeg nød min gyldne Frihed, og
de første A a r paa Centralen i Jorcks Passage svandt hurtigt.
Saa kom Overflytn ingen til Nø rregade ; det nye System og de nye Fors
hold lagde Beslag paa al min Interesse og kort T i d efter ind traf den
store Begivenhed i min V irksomhed ved Selskabet, nemlig Overdragelsen
af »Bordet med de vanskelige Abonnenter«. Mine Følelser var delt ligelig
mellem Stolthed over, hvad der b lev mig betroet, og An g s t og Bæven
for de »fæle« Mennesker. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg i Begyndelsen
54