148 / 405
FJERD E AFSNIT: STATUTMÆSSIG ORGANISATION
anføres,
»at der heller ikke har viist sig nogen Lyst til at benytte det Tilbud,
Fattigdirectionen fo r flere Aar siden gjorde, at indrømme fr i Bolig i Vartou og
4 ß ugentlig, mod Indbetaling a f det Beløb, en Livrente a f denne Størrelse vilde
koste ved Livrenteanstalten
.«
Enkekassens Lukning bevirkede ikke blot, at hele Spørgsmaalet om
Embedsmændenes Enkeforsørgelsespligt maatte omordnes, hvorom nedenfor,
men gav ogsaa Anledning
til, at Direktionen tog under Overvejelse, hvorvidt
ikke allerede nu Spørgsmaalet om Livsforsikrings-Anstaltens fremtidige Skjæbne
burde afgjøres derhen, at den som fuldt statsgaranteret forenedes med Liv-
rente-Anstalten, der saaledes vilde blive
»det eneste paa Mortalitet beroende
almindelige Institut i Landet
.«
Dette tilraadedes bestemt af
J ü r g e n
s e n ,
der
gjorde gjældende, at de mange Laan mod Sikkerhed i Livsforsikrings-Anstaltens
Policer, der vare ydede af adskillige Autoriteter, foruden af Anstalten selv, til
kgl. Embedsmænd, vilde gjøre det betænkeligt for det Offentlige om faa Aar
at overlade Anstalten til Private, hvorved en Del af den Sikkerhed, den nu
værende Administration frembød, vilde forringes.
At Statskassens Risiko
snarere vilde formindskes end forøges ved, at begge Anstalter vare garanterede,
fremgik af, at enhver Afvigelse fra den antagne Mortalitet, der bevirkede Tab
for den ene, medførte Gevinst for den anden; og da tilmed de skete Op-
gjørelser syntes at vise, at Resultaterne af Dødeligheden havde været fordel-
agtigst i Livsforsikrings-Anstalten, saa vilde Staten ved at afgive Garantien
for denne snarere bortkaste en Fordel end risikere et Tab.
Den øvrige Direktion var imidlertid af den Formening, at Sagen ikke
kunde afgjøres før senere, da de 5 Aars Garanti begrundede en Ret for Inter
essenterne til at udskyde Spørgsmaalet saalænge, hvorhos særlig
S c h r a m
gjorde gjældende, at selv om Statsgarantien i sin Tid skulde bibeholdes,
burde Livsforsikrings-Anstalten ikke forenes med Livrente-Anstalten, men
betragtes som et selvstændigt Institut ved Siden af denne.
Først i Begyndelsen af 1847 gjenoptoges Spørgsmaalet, og Direktionen
indstillede da under 8 Juli s. A., at der formentlig ikke var nogen Grund til
at forlænge Garantien udover 1 Januar n. A., da de 5 Aars Garanti vilde ud
løbe. Til Støtte herfor anførtes, at Anstaltens Tilgang havde været i jevnt
Tiltagende, saa at det samlede Forsikringsbeløb ved Aarets Udgang vilde
blive c. 2 Millioner Rdl., nemlig c. 1 200000 Rdl. paa Livstid og c. 800000 Rdl.
1 korte Forsikringer, saa at altsaa Forholdet mellem begge var som 3 til 2.