152 / 405
Mortalitetslov ikke kan antages som absolut gyldig, men Afvigelser kunne
tænkes at forekomme, saa vilde kun en Forening af de to Anstalter bevirke,
at dette blev uden Fare, idet en Forandring, der medførte Tab for den ene,
eo ipso bragte den anden Fordel.
Det maatte derfor antages, at hvis Livsforsikrings-Anstalten blev et
privat Selskab, maatte dette for sin Sikkerheds Skyld danne en ny Forsørgelses-
Anstalt, samtidig med at Statens Anstalt maatte optage Livsforsikringsvirksom
heden allerede af Hensyn til de af Embedsmænd som Sikkerhed for Laan
stillede Policer, der ikke godt kunde tænkes antagne som god Sikkerhed, naar
de vare tegnede i en privat Anstalt, og man fik saaledes to ganske ensartede
Instituter ved Siden af hinanden, et offentligt og et privat, hvis Konkurrence
ikke ubetinget turde anses for gavnlig.
Gjordes dette klart for Interessenterne paa Generalforsamlingen, var
det at vente, at dennes Majoritet vilde være tilbøjelig til at modtage et Tilbud
om fortsat Statsgaranti, saameget mere som en Adskillelse fra Livrente-An-
stalten vilde have en bekosteligere Administration af den private Anstalt til
Følge og medføre en Formindskelse i det aarlige Overskud.
Forsaavidt en saadan Beslutning blev taget, maatte der i Planen for
Livsforsikrings-Anstalten ske visse Forandringer, idet ikke blot alle Be
stemmelser, der vedkom Anstalten som et eventuelt privat Selskab bortfaldt,
men ogsaa andre Regler forandredes som mindre passende for et offentligt
Institut.
Saaledes burde Anstaltens ved Agenter ledede Virksomhed i frem
mede Lande formentlig indskrænkes
til, hvad der fandt Sted i Livrente-An-
stalten, hvor man vel modtog Forsikringer fra de i Planen omtalte Steder,
men ikke traf nogen direkte Foranstaltning for at opnaa saadant.
Hvad Dividende-Spørgsmaalet angik, udtalte Direktionen, at da de livs
varige Forsikringer ikke fremtidig kom til at bære Garantien for de korte
Forsikringer, kunde de heller ingen Adgang have til den Del af Overskudet,
der hidrørte fra disse.
Og da den øvrige Del deraf fornemlig skyldtes det
Tillæg, der var gjort til de tarifmæssige Præmier for at sikre mod yderligere
Tilskud, saa syntes det, da denne Mulighed ved Statsgarantien bortfaldt,
rigtigst strax at lade dette Tillæg, om ikke ganske bortfalde, saa dog »
ned
sættes saameget, at Præmiernes Størrelse bragtes i saa nær Overeensstemmelse som
muligt med hvad Risicoen og Administrations-Omkostningerne kræve.«
Efter de
hidtil gjorte Erfaringer vilde et Tillæg af 1 5 % til den efter Mortaliteten be
regnede Tarif være fuldkomment tilstrækkeligt, og Præmierne for de livsvarige
Forsikringer kunde altsaa som Følge heraf strax nedsættes med 8 % af deres
FJERD E AFSNIT: STATUTMÆSSIG ORGANISATION