19 / 405
6
STATSGARANTEREDE FORSØRGELSES-ANSTALTER FØR 1842
f ø r el s e n a f P l a n e n o v e r l o d e s t i l K L i NG E NB E RG s om P l a n e n s F o r f a t t e r m e d F o r
p l i gt e ls e til,
»paa sin egen Bekostning oc Eventyr
«
a t f r e m s e n d e P e n g e n e til d e
K a m r e , h v o r U d b e t a l i n g e n s k u l d e ske. Hv a d B e t a l i n g h a n s k u l d e h a v e for
sit A r b e j d e , om t a l e s i kke, m e n h a n h a r s i k k e r t b e t i n g e t sig e n k l æ k k e l i g I n d
t æ g t i d e n An l e d n i n g .
Endelig udstedtes der for Selskabet et kongeligt Garantibrev, der til
yderligere Sikkerhed tillige underskreves af Rigens Raad. Af dette smukke
Aktstykke meddeles hosstaaende en formindsket Gjengivelse.
Som det vil ses var det i Virkeligheden ganske To
n t i s
Ide, Talen her
var om, nemlig en Statstontine, idet Statskassen beholdt de gjorte Indskud
mod at garantere Rentebetalingen, og Renten af den for hver Klasse fastsatte
Indskrivningssum skulde fordeles indenfor selve Klassen blandt de til enhver
Forfaldstid efterlevende. Den hele Indbydelse, der giver et interessant Billede
af det primitive Standpunkt, Sagen da stod paa, ikke mindst med Hensyn til
den anstillede Dødelighedsberegning1), viser ved sine høje og ofte gjentagne
Lovprisninger af Værket, hvor stor Vægt man lagde paa Planens Realisation,
hvorved Kronen vilde faa en Indtægt af i 600 000 Rdl. Men uagtet der og-
saa fra Biskoppernes, Lehnsmændenes og den øvrige Embedsstands Side ses
at være gjort ikke faa Anstrængelser for Sagen, strandede dog Planen paa
manglende Tilslutning, idet knapt 5 % af de bestemte Indskud bleve tegnede.
Der anføres i de indløbne Skrivelser meget hyppig Landets Fattigdom og
»den
dyre, haarde oc onde tijd
«, ligesom de usikre og krigerske Udsigter utvivlsomt
have været medvirkende til det uheldige Udfald.
Staten opgav imidlertid ikke Tanken om gjennem Forsørgelsesvæsenet
at skaffe sig større Pengemidler paa en Gang, og i Slutningen af samme Aar-
hundrede gjordes et nyt Forsøg, denne Gang med egentlige Livrenter, altsaa
en fast og uforanderlig Renteindtægt af indskudte Kapitaler. Kort Tid efter
Tontinernes Fremkomst var nemlig Sandsynlighedsberegningen, den første
*) Mortalitetsstatistik var dengang ganske ukjendt; det første Forsøg herpaa var
P
e t t y
’
s
i
1662 udkomne Political Arithmetic, og først i 1693 udarbejdedes den ældste Mortalitetstavle af
H
a l l e y
.
Som Bevis paa, i hvilken Grad man dengang overvurderede den rimelige Afgang ved Dødsfald
og dermed Stigningen i Renteindtægt for de Overlevende, kan anføres, at efter Dødelighedstavlerne
for Livsforsikrings- og Forsørgelses-Anstalten af 1871 vilde der paa det Tidspunkt, da der efter
Klingenbergs Antagelse kun skulde være 1 af 2000 Interessenter tilbage i første Klasse, være ikke
mindre end 449 i Live, og i ottende Klasse 762 i Stedet for 1. Først en Snes Aar senere end
paaregnet i Planen vilde Interessenttallet være smeltet sammen til 1.
Om end Dødeligheden kan have været en Del større da end nu, fremgaar det dog tilstrække
ligt heraf, hvor løs og upaalidelig den anstillede Beregning har været.