277 / 405
2Ö2
DEN NUVÆRENDE ANSTALT
1842— 1892
Livrenteværdier og lignende Materiale i Overensstemmelse med de »Grund
tavler«, der haves trykte til Brug i Anstalten selv.
Tariferne for Anstalten af
1871 grundedes paa en Rentefod af
4
¡2
5 % aatlig (2 % halvaarlig), og Nettosatserne forøgedes med to særskilte
Tillæg, et til Administrationen (5 % ved Kapitalindskud og 8 % ved
Præmie) samt et til Sikring mod tilfældige Tab. Dette sidste, der i Reglen
kun føjedes til Præmier, ■sattes til 5 % for sædvanlige Livsforsikringer og
Overlevelsesrenter, og til 3 % for opsatte Livrenter (Lov af 18 Juni 1870
§ 14). Der var Enighed om, at disse Tillæg vare meget smaa; men man
gjoide Regning paa,^at Anstalten vilde faa en klækkelig Rentevinding udover
de i Tariferne paaregnede 2 % halvaarlig, saa at man ikke behøvede at
belaste Tarifen yderligere.
O
p p e r m a n n
,
som havde faaet sine Dødeligheds
tavler anlagte helt paa mathematisk Grund, var egentlig imod, at man saa-
ledes satte Sikkerhedstillægene til faste Procenter af Nettopræmierne under
ét for større Grupper ad Gangen. Han ønskede, at Tillægene i hvert enkelt
1 ilfælde skulde bestemmes mere theoretisk efter Forsikringsforholdets Be
skaffenhed, saaledes at Anstalten i den enkelte Forsikring havde et fast Antal
Chancer for at vinde ved Kontrakten mod et fast Antal for at tabe. Han
stillede ogsaa Forslag derom, men dels kom dette ikke engang saa vidt, at
han angav, hvormange gunstige Chancer Anstalten burde have mod hvormange
ugunstige, og dels nærede den øvrige Direktion Betænkelighed ved at besvær
liggøre Prisberegningerne med Finesser som disse. Man blev derfor ved de
faste Tillæg, hvad der unægtelig ogsaa har været hensigtsmæssigst overfor det
anselige Omfang, som de nye Tarifer maatte have.
Da man ved Loven var kommet ind paa, at al Præmiebetaling kunde
ske ikke blot som før helaarsvis, men ogsaa halvaars-, kvartaars- eller maaneds-
vis, maatte der haves særskilte Tarifer herfor. Og den Præmiebetaling, som
erlagdes foi en Brøkdel af et Aar ad Gangen, skulde indrettes paa, at den
kun tilfaldt Anstalten, hvis Vedkommende levede paa Forfaldsdagen, saa at
Anstalten ved Dødsfald i Forsikringsaaret gik glip af de ellers i den tilbage-
staaende Del af Aaret forfaldende Præmier.
Den Fremgangsmaade, der benyttedes ved Tarifberegningen i alle de
Tilfælde, hvor der blev Anvendelse for kortere Tidsintervaller end hele Aar,
var den af
W
o o l h o u s e
angivne (nærmere herom kan ses i den ovenfor