285 / 405
2 7 0
DEN NUVÆRENDE ANSTALT
1842— 1892
Den 2 April 1842 bevilgede Rentekammeret, at Livrente-Anstalten maatte
i den nævnte Gaard bruge til Kontorer et to Værelsers Lokale, der »
sildigst
har været benyttet til Contoir for Ordens Capitulets Bogholder og Kasserer.«
Skrivelsen tilføjer: »
77
/
Forsamlingsværelse er f o r Tiden intet passende Locale
disponibelt, men der skal blive draget Omsorg for, at et saadant interimistisk
overlades Bestyrelsen hver Gang der f o r samme haves Brug.«
Det blev den saakaldte »Lauenborgske Sal«, hvortil Direktionsmøderne
henvistes.
Men denne havde ogsaa anden Anvendelse, og Fællesskabet synes
at have voldt nogen Gene.
I en Skrivelse af 25 Februar 1846 til Rente
kammeret udtaler Direktionen nemlig herom, at
»fornævnte Sals Anvendelse
ved enkelte Ledigheder, navnligen ved Landinspecteurernes og Landmaalernes
skriftlige Prøver og Udarbeidelser, lægger Hindringer i Veien f o r Directionens
Samlinger og den stadige Afbenyttelse a f Anstalternes i Salen opbevarede Papirer.«
Forøvrigt klagede Direktionen i samme Skrivelse over, at Kontorlokalet
var for lille, og anmodede om et andet.
Dette blev taget til Følge den 10
Oktober 1846, og Anstalterne flyttede derefter ned i Stueetagen i samme
Gaard, tilhøjre for Porten.
Publikum fik derved lettere Adgang til Lokalet,
om end Indgangen ikke var særdeles bekvem, idet den gik gjennem en lang
Gang, der om Vinteren var saa mørk, at den maatte oplyses.
Der var ogsaa
noget rigeligere Plads, især da Antallet af Værelser, som strax efter Ned-
flytningen kun var tre, senere forøgedes med et fjerde.
Efter dette Tillæg
bestod Lokalet i en trefags Stue til Expeditionskontor, en tofags til Bog
holderiet og en paa et Fag til Kontorchefen, alt til Gaarden, samt et lille
Værelse paa to Fag til Gaden.
Dette sidste var til Brug for de mathematik-
kyndige Direktører, men benyttedes tillige til Direktionsstue ved de ugentlige
Møder.
Budstue fandtes ikke, da Anstalterne ikke havde selvstændigt Bud
men forsynedes med Bistand i denne Henseende af Finantsministeriet.
Foreløbig behøvedes der heller intet Kassererkontor, da som ovenfor
omtalt Anstalternes Ind- og Udbetalinger besørgedes af Statsgjælds-Hovedkassen.
Men i 1849 flk Anstalterne deres egen Kasserer, og der maatte da skaffes
Plads til ham, hvad der var ret vanskeligt. Indtil videre maatte han tage til
Takke med det midterste Fag af de tre i Expeditionskontoret, men denne
Ordning viste sig snart uheldig, og i Begyndelsen af 1851 henvendte Direk
tionen sig til Indenrigsministeriet for at faa et eget Værelse til Kassereren.
Begjæringen blev indrømmet i 1853. Dog opnaaede Direktionen ikke det af den
foreslaaede Værelse ved Siden af Direktionsstuen til Gaden, men et noget