2 7 2
DEN NUVÆRENDE ANSTALT
1842— 1892
for at faa bedre Lokaler, ikke egentlig den knebne Plads, der gav An
ledningen.
Frederiksborg Slots Brand 1859 opskræmmede — ligesom 25 Aar
senere Christiansborgs — baade Autoriteter og Private og gav dem en al
vorlig Paamindelse om Vigtigheden af Sikkerhedsforanstaltninger mod Ildsfare.
Ogsaa for Anstalternes Vedkommende virkede dette Memento, og det saa
meget mere, som deres Lokaler i flere Henseender vare særdeles brandfarligt
beliggende — et Bud havde Beboelseslejlighed med Kjøkken og Vaske-
kjælder lige underneden.
Kontorchefen,
W i v e t ,
udmalede med stærke
harver i en Indstilling af 4 April 1860 for Direktionen, hvormeget der i det
omspurgte Forhold var tilbage at ønske og hvor skjæbnesvanger en Ildsvaade
kunde blive baade for Værdipapirerne og for Bøger og Arkivsager.
Han
skildrede deri bl. a., hvorledes han endog selv engang havde forhindret Ildløs
»/
det forrige Locale i den daværende Directionsstue, den saakaldte Lauenborgske
Sal, hvor jeg en Søndag Formiddag
,
da jeg maaskee var det eneste tilstedeværende
Menneske i hele Bygningen, fandt, at Kakkelovnen
,
hvis nederste Etage ved Ved
kommendes Uforsigtighed var gjort saa godt som gloende, havde tændt Ild i det
mellem Væggen og samme opstablede Brænde, saa at i det mindste eet a f disse
Stykker var i Glød i den ene Ende.«
Direktionen tog strax Spørgsmaalet til Behandling, en Arkitekt blev
raadspurgt, og der udkastedes forskjellige Planer alle med det Maal for Øje
at vinde den mest betryggende Sikkerhed mod Ildsvaade.
Wivet havde i sin Indstilling henpeget paa, at man muligvis kunde
faa en Bygning for Anstalterne opført »z
den udenfor Contoiret liggende Gaard
eller den samme tilstødende Have.«
Arkitekt
H e r h o l d t
ytrede imidlertid
herom, at en Nybygning i Gaarden vilde fordre,
-»at den nuværende Ordonnants-
stald, Amtstuen og endeel a f Matnkulkontoret nedbrydes«,
og at deres Erstatning
med andre naturligvis vilde medføre en ikke ringe Udgift.
Og forsaavidt en
Bygning i Haven angik, stødte man paa den Vanskelighed, at Konferentsraad
R o t h e
ved en kongelig Resolution af 1 April 1841 havde faaet det Tilsagn,
■»at Dem fo r Deres og Deres eventuelle Enkes Levetid maa overlades den til den
saakaldte Lercheske Gaard hørende Hauge og den den værende Bolig, naar denne
ved nuværende Beboers Afgang bliver ledig, til f r i Afbenyttelse
. ..«
Hans Enke,
som ved denne Sags Foretagelse levede, protesterede nemlig mod Indgreb i
hendes ved Resolutionen erhvervede Ret.
Hun anmodede Finantsministeriet
om, at der forinden videre foretoges, maatte indledes nærmere Forhandling




