290 / 405
Disse Aftaler, der tilsidst ledede til Opførelsen af den Bygning i
Havnegade Nr. 23, som Anstalten nu er Ejer af, blev dog heller ikke fuld
byrdede uden adskillige Bryderier.
Bygmesteren, Professor
M e l d a h l ,
ønskede — hvad der kun fortjener
Paaskjønnelse — at Huset skulde fremtræde med en monumental Fagade og
blive en Pryd for Kvarteret.
Han tog i denne Henseende til Forbillede det
prægtige venetianske P a la z zo V e n d ram in C a le r g i, der staar som et
arkitektonisk Mesterværk fra den tidlige Renaissance, og han gjennemførte
sin Plan med saa nøje Tilslutning til Mønsteret, som de tilstedeværende
Forhold og Bygningens Anvendelse efter sit Øjemed tillod.
Allerede Hensynet til Facaden voldte forskjelligt Besvær ved den indre
Fordeling af Rummene.
Dog fandt Direktionen Arkitektens Udkast i det
væsentlige tilfredsstillende, forsaavidt Anordningen af Anstalternes Lokaler
angik.
Derimod frygtede den for, at Udkastet ikke tog fuldt tilstrækkeligt
Hensyn til Brandsikkerheden. Og opfyldt, som Direktionen var,, af den Be
tragtning, at alle andre Hensyn maatte vige for dette ene, forlangte den med
Henvisning til Nedstyrtninger ved Frederiksborg Slots Brand Professor
M e l d a h l s
Erklæring, om det
i
hans Projekt for Anstalterne bestemte Lokale
»vil blive fuldkommen brandsikkert
« navnlig saaledes, at det vilde være sikret
selv om den øvrige Bygning under Ildebrand styrtede sammen. Arkitekten
ytrede hertil, at fuldkommen Brandsikkerhed, hvis Fordringen derom stilledes
i videst Udstrækning, ikke kunde naas »
uden uforholdsmæssige Udgifteri-,
men
mente forøvrigt, at hans Udkast, i alt Fald med nogle nærmere betegnede
Ændringer, maatte være tilstrækkelig betryggende.
Direktionen fandt sig ikke beroliget herved og kom ved fornyet Drøftelse
til den Anskuelse, at det var bedre for Anstalterne at bygge alene, da efter
alt det foreliggende Brandsikkerheden kun derved vilde blive tilfredsstillende.
Den tilskrev derfor i September 1863 Finantsministeriet en Redegjørelse, som
sluttede med den Ytring:
»V i maae saaledes ansee det fo r rigtigst, at Livrente-
og Forsørgelses
-
Anstalten a f 1842 selv lader opføre en Bygning, som alene be
nyttes a f vore Instituter
.«
Sagen syntes altsaa atter at være lige ved at strande, men Finants-
ministeren, som allerede dengang paa Budgetforslaget til Rigsraadet havde
optaget Forslag om de til de nye Lokaler nødvendige Udgifter, og som vel
desuden fandt Direktionens Betænkeligheder for vidt drevne, bemyndigede
denne til at afslutte Lejekontrakt med Søfartsforeningen imod, at de af
Arkitekten angivne yderligere Betryggelsesmidler mod Brandfaren anbragtes.
18
*
SYVENDE AFSNIT: LOKALEFORHOLD
2 7 5