136 / 236
127
han d ling sm a ad e ; i alt F a ld var de b rændemæ rked e for
Livet. Lange va r en af dem, der gik til Bunds. Lad
være, at h a n havde gjort det alligevel, lad være, at h an
var et Menneske, der særlig trængte til at isoleres, en
Tvang sarbejd sanstalt af den Art va r sikkert ikke det
rette Sted for ham . I vore Dage var h a n vel komme t
paa et D rankerasy l eller en S ind ssyg e an s ta lt; men saa-
danne Institutioner kendte m a n jo ikke videre til d en
gang, og den Slags Patienter anbrag tes i Arrest- og Tug t
hu se sammen med and re Forbrydere. Regering og Ma
gistrat spillede dengang ganske anderledes end nu F o r
syn for det enkelte Individ og b landede sig ind i helt
private Fo rho ld . Ofte indsattes Fo lk i Tug thu se t paa
ubestem t Tid blot paa Foræld res, Værgers eller P a a rø
rendes Anmodning, især n a a r de tilbød at betale for
Synderens Opho ld derinde. Man komme r til at tænke
paa Bastille og Lettres de cachet. Gudbevares, hos os
foregik det naturligvis un d e r langt mere beskedne
Former. Men havde m a n gode Fo rb indelser i Politi,
Magistrat eller Kancelli, og va r m an en anset Mand,
gik det selvfølgelig glattere. Dog heller ikke det var
nødvendigt. Bosing hørte til den dengang ikke meget re
nomme rede Skuespillerstand, og han fik dog med Lethed
Lange derind. Og der er som sagt mange lignende Hi
storier; m a n kund e plukke en køn lille Buket ud af
Tugthu sets P rotokoller og Breve. løvrigt henviser jeg
til, hvad der i »Prinsessen i Møens Tugthus« er sagt
om Institutionen.
Christian Pedersen Lange,
som er født i København
og vistnok 1749*), debuterede 1773 paa det kongelige
*) Se et Politiforhør 1. Sept. 1795 (Politidirektørens Forhørs-
prot., Landsarkivet). Efter al Sandsynlighed er han en Søn af Peder
Philipsen Lange, som var Tjener hos Kammerherre Chr. v. Støcken