KulturskildringerFraKøbenhavn

132

blev unde rka ste t Straf. Men senere lader h an til at

være faldet til Ro og have opført sig nogen lunde upaa-

klageligt, hvad der jo ogsaa var den eneste Betingelse

for, at h a n kunde slippe ud igen. I April 1783 ansøgte

h a n Kancelliet om at blive løsladt, og baade Direktøren,

Konferensraad Hans Koefoed, og Inspek tionen støttede

h a n s An søg n in g ; In spek tionen ledsagede Anbefalingen

med de Ord, at den ha aber det bedste om h am , »da

den Tvang og Straf, h a n h a r været i og ud staae t, h a r

givet h am et s a adan t T ryk , at h a n vil skønne pa a F r i

heden«. Men Kancelliet sagde nej, fordi Rosing m o d

satte sig, at h a n slap ud ; h a n var stadig, mente han ,

ud s a t for Overfald fra Lange, som ikke havde vist Tegn

til Fo rbed ring, idet Rosing paaberaab te sig den Straf

for slet Opførsel, der var overgaaet h am , skønt den var '

idøm t h am i 1781 og nu laa baade Aar og Dag tilbage.

I J a n u a r 1785 kom saa Lange med en ny Ansøgning, og

denne Gang lykkedes det, men rigtignok først elter

megen Besvær og lange Fo rhand ling e r mellem Direktion,

Kancelli og Rosing.

I sin Skrivelse til In spek tionen om at støtte han s

Ansøgning, som fremkom »efter han s Hu stru s til h am

gjorte Begæring«, siger Lange, at da Svogeren ikke h a r

noget mod h a n s Ansøgning til Kongen, ej heller mod

h a n s Løsladelse, og da der ikke er klaget over h am i

Tug thu set, vil h a n søge om sin F rihed , »dels for han s

bedste Ungdomsaars unyttige Bortgang, de rnæ st for sin

Kones og sine tre uopfødte Børns Skyld«. In spek tionen

anbefaler Ansøgningen, da han s Ægtefælle, mod hvem

h an s Hovedforbrydelse er begaaet, og Svogeren vil unde

ham F riheden , og h aab er, at h an , som nu h a r prøvet

Tvangsm id ler, vil beflitte sig paa et va rsom t F o rho ld

for sig selv sam t kristeligere og retsindigere Omgang

med sin Ægtefælle til sine Børns Fremdragelse.

Men det var nok alligevel Rosing, der va r den