143 / 236
134
der ikke behand ledes som Patienter, men som forhærdede
Syndere, hvem strenge Straffe, endog korporlig Revselse,
hang over Hovedet.
Han ha r maa ske en ko rt Tid væ ret i F rede rik sbo rg
og besøgt Konen og Børnene. Men ellers flakkede h a n
om paa Øerne og ernærede sig ved, hvad der faldt for,
vel som Skuespiller, Sanger, Oplæser, Læ re r og a nd e t;
h a n havde, som h a n selv siger6), mange »Konditioner«;
i 1787 opholdt h an sig i Nakskov, hvo r h a n kaldte sig
Sprogmester*). Men stadig s ank h a n dybere. I 1789,
da Hu struen var taget til København for at ud d a n n e
sig som J o rdemod e r eller maa ske allerede var begyndt at
praktisere der som saadan , vovede h a n sig for første
Gang til Hovedstaden, men blev ifl. Kancelliskrivelse af
11. April med Magt ført ud af Byen. Hvor han h a r
været i de næste 5— 6 Aar, vides ikke. I Sommeren
1795 kom h a n fra Korsør, hy o r han sidst havde haft
Ophold, atter til København, som h a n selv siger, for at
blive ku reret for »et Slag, h a n hver fjortende Dag var
plaget af«, men den egentlige Grund var vel, at h a n
vilde søge Hjælp hos sin Hu stru, som da allerede i fire
Aar havde været an s a t p a a Fødselsstiftelsen som Over
jo rd emode r, og som blev stæ rk t overhængt af ham og
komp rom itteret i sin Stilling. Efter tolv Ugers Opho ld
i København blev h a n saa en skønne Dag funden fuld
i Rendestenen i Gotersgade og ført til Politiarresten paa
Charlottenborg. Her blev h a n fremstillet for Retten som
en ussel, svag S takkel; Resolutionen af 1785 og K an
celliskrivelsen af 1789 blev oplæst for ham , og h a n
havde ikke a nd e t at sige end, at h a n bad om, a t m a n
*) Paa Folketællingslisten i Frederiksborg 1787 har Antoinette
Lange, som levede der med de to yngste Børn, medens Carl stadig
opholdt sig hos Rosings, skrevet, at Manden var i Nakskov, som
Sprogmester, »men ej ventes tilbage« (J. A. Lange).