148 / 236
139
sig saa lidet værdig til at bære h a n s Navn«. Endelig
fortælles (S. 81), da h a n i Juli 1812 rejste fra Paris til
Rom: »Han havde sin lille Søn derhjemme, — men
h a n havde ingen Hu stru mere. Han s Ungdomskærlig
hed havde faaet sin Afslutning i en Skilsmisse mellem
h am og hende, hvis simple Herkomst havde end t med
a t lægge sig for Dagen i saa simple Gerninger, at Cle-
mens og and re af h a n s Venner un d e r han s Fraværelse
havde indhen tet han s Samtykke til at lade Ægteskabet
lovformeligt løse. Da Uvejret først var overstaaet og
Eckersberg vidste sin lille Søn i god Behold hos Ven
nen O luf Bagge, følte h a n Luften om sig renset og
a and ede friere end før. ,Jeg er glad ved det Haab at
faa m in Byrde af Halsen, som h a r trykke t mig altfor
længe4, havde h an 30. Oktbr. skrevet hjem til Clemens,
d a denne og Bagge havde gjort Skridt til Tilvejebringel
sen af Skilsmissen.« Og der tilføjes i en Note: »Den
28. Novbr. 1812 søgte Bagge for Eckersberg om benifi-
cium paupertatis til Skilsmisses Erhvervelse fra Ghr. R.
Hyssing. Der mangler mærkelig no k i vore Arkiver de
Dokumen ter, hvo ra f det vilde fremgaa, n a a r den ende
lige Skilsmisse fand t Sted«.
Det sidste er dog ikke rigtigt. Sagen om Separa
tionsbevillingen og den endelige Skilsmisse med de meget
udførlige Bilag findes i Rigsarkivet og Raad stuen s Ar
k i v 1). E t Uddrag af Akterne vil formentlig være af I n
teresse som tjenende til at kaste et skarpere Lys over
de to Hovedpersoner og til at skifte Sol og Vind mere
ligelig imellem dem.
Den 23. Maj 1812 indsendte Kobberstikker Oluf
Bagge følgende Ansøgning til Københavns Magistrat:
»Maler Eckersberg, der for nærværende Tid opho l
de r sig i Paris paa Kunstens Vegne og ej k a n ventes
hertil før efter flere Aars Forløb, er sat i den ubehage