142 / 236
133
uforsonlige og forhalede Sagen. Meget oplysende er det
in teressante Svar af 16. J a n u a r fra D irektøren til I n
spektørerne. Koefoed siger heri, at h a n selv øn sker
Langes Løsladelse, da baade h a n s Kone og and re i
København taler i h a n s F avø r, og h a n h a r derfor og-
saa talt med Rosing for at stemme h am forsonlig, men
forgæves. Kancelliet stiller sig uvillig til Ansøgningen,
netop fordi Rosings Fordringer for at sikre sig mod ny t
Overfald gaar altfor vidt. Det k a n derfor ikke nytte at
sende Inspek tionen s Anbefaling til Kancelliet. Det rig
tigste vil være, at Lange sender sin Ansøgning til Kon
gen direkte til Teaterdirektøren, Kammerherre W a rn s ted t
og faar h am til at paavirke Rosing og gøre h am noget
føjeligere; n a a r saa Kancelliet henvender sig til Koefoed
og beder om han s Betænkning, skal h a n gøre, hvad
h a n k a n , for at Lange k an komme ud. Saa forløb der
henved tre F je rd ingaa r med Fo rh an d ling e r frem og til
bage, inden Sagen blev bragt til Ende. Hvor vidt
W a rn s te d t h a r interveneret, k an ikke ses, m en at Ro
sings Fo rd ringe r i alt F a ld i Hovedsagen er fyldestgjorte,
viser den kgl. Resolution af 23. Sept. 1785, hvorved
Lange slap ud paa den Betingelse, at h a n aldrig lod sig
se i Rosings Hus eller nogensinde kom til København,
ellers vilde h a n straks blive genindsat i Tugthuset.
Inden h an forlod Stege den 2. Ok tb r., maa tte han
skriftlig forpligte sig til at underkaste sig disse Bestem
melser.
Men Lange vendte tilbage som flere af h a n s L idel
sesfæller. Det gik h am som mange af dem, om hvem
Koefoed i en anden Anledning siger, at de kund e give
de dyreste Fo rsikringer om, at de var forbedrede, og
de bedste Løfter om et fremtidigt skikkeligt Levned,
men saa sna rt de va r slupne ud, faldt de tilbage til de
gamle Unoder og Laster. Og det vilde ogsaa være u n
derligt, om det gik anderledes med den Slags Patienter,