DommensDag

Med genial Subjektivisme forstod denne unge

Mand at tegne en Digter, en Maler, en Skuespiller

ud af det, ofte tilfældige og brudstykkeagtige, Kend

skab, som han havde til hans Værker. Kritikeren

byggede kun paa den Virkning, som det,

han

kendte

af vedkommende, havde øvet paa hans eget Liv.

Sit Mesterstykke gjorde han endog i sin Tid over

en Digter, af hvem han aldrig havde læst en Linje,

men hvis Produktion gennem Omtalens og Efter

virkningernes Genklang var trængt som en Stem

ningsbølge ind i hans Sind.

Denne Kritikerkunstners Form var altid den

rent personlige Oplevelses, og den havde sjelden

fejret saa stor en Triumf som i Mindenumret over

Muldets Digter.

Uden at nævne den afdøde og hans Virksom

hed med et eneste Ord, ja saaledes, at en naiv

Læser maatte tro, der blot skildredes en lille Op

levelse mellem en ung Mand og en ung Kvinde,

ude paa fri Mark, under en sorgfarvet Himmel,

havde han med en rørende Fam len i Sproget, ofte

i halvt skjulte Vokalrim, altid med klinger Dobbelt

bund, givet et fuldtonende Indtryk af Digterens

Væsen og Virken.

Det var ikke langt fra, at han tog Opsigten

fra den unge Billedhuggers Monumentudkast, som

fandtes paa tredje Side og, i dristig Videreførelse

af Rodin, fremstillede en stiliseret Muldklump, der

svagt antydede Digterens Træk; Mindesmærket var