DommensDag

han kunde se Slotsaltanen, og at Kejseren stod der-

oppe.

Kirkeklokkerne var hørt op med at ringe; kun

langt borte fra var det, ligesom en svag Malmtone

endnu svingede i den ubestemte Genklang af Lyde,

der svævede i Luften. Ellers var der ubegribeligt

stille.

Disse Tusinder og Tusinder af Mennesker stod

sammenstuvede over hele den uhyre Plads, saa

langt Øjet kunde række i Lyset fra de høje elek

triske Lamper, alle lyttende og med Ansigt ved

Ansigt vendte opad.

Danskeren kunde intet høre af, hvad det var,

Kejseren sagde, kun se hans Bevægelse.

Tilsidst løftede Kejseren Haanden højt over sit

Hoved og traadte et Skridt tilbage.

Da rullede og bragede Hurraraabene, indtil

der et Øjeblik blev stille som i en Grav.

Saa kom den, Sangen,

Deutschland, Deutschland über alles —

Det var et Folk, som sang, og et Folk, som

kunde synge — uimodstaaelig klangstærkt og takt

fast, som om de hundrede tusinder var bleven til

et eneste overnaturlig stort Menneske, der sang

alene.

Nøjagtigt lige længe holdt de inde mellem Ver

sene, saa at der i nogle Sekunder blev en Stilhed,

hvor man kunde føle sit Hjerte slaa.

Dommens Dag.