19 / 98
16
Danskeren satte sig ned paa en af de mange
tomme Bænke paa Gendarmenmarkt.
Han følte sig urolig, hjemløs, træt.
Folk hastede forbi ham, enkeltvis eller flere
sammen . . .
Det blev ham dog i Længden ikke muligt at
sidde der alene.
Efter en halv Times Forløb gav han sig atter
til at vandre paa kryds og tværs igennem Gaderne
Det var begyndt at skumre. Fra Meldestederne
trak allerede de første civile Reservister mod Ka
sernerne, førte af Distriktsunderofficerer.
De gik i Geledder, med den naturlige m ili
tære Holdning, som kun Tyskere ejer i den hele
Verden. Der var over dem ikke nogen kunstig
Oppustethed, som skulde bøde paa Manglen af
Uniformer, endnu mindre en sløj eller halvgemyt
lig Slentren; ganske af sig selv var de faldet ind
igen i den militære Takt, som var gaaet dem i
Blodet. Det var Soldater, disse Folk i Filthatte
og civile Klæder, kun endnu uden Vaaben. De
raabte ikke eller snakkede højt; Ansigterne var al
vorlige, som deres, der allerede gaar i deres Dont.
Danskeren fulgte efter saadan en Trop. Men
da de naaede «Linden», lod han sig gribe af en af
de stærke Folkestrømme, som drog op imod Slottet.
Inden al videre Fremtrængen blev umulig,
naaede han saa langt ind i Menneskemasserne, at