57 / 98
54
Tilfælde, som paatvungen Lejer kan gøre, hvad
man vil, med Huset, medens Ejeren maa staa med
Hatten i Haanden.»
«Det er den Tvangs-Indflytning, vi nu skal
gøre Alvor af,» sagde Obersten.
«Akkurat og sikkert til de gode Danskeres
utrolige Overraskelse. Jeg kender ingen Nation,
der kan blive saa overrasket over at have taget
fejl som Danskerne. Man skulde dog tro, de havde
Øvelsen, for de har i de sidste Aarhundreder saa
at sige aldrig gjort andet.»
«Det er egentlig en lidt kedelig Rolle for os
Soldater at skulle spille,» bemærkede Oberstløjt
nanten.
Generalen trak paa Skuldrene.
«De kan tro, vi faar nok større Opgaver bag
efter,» sagde han.
Der blev nogle Øjeblikkes Tavshed. Obersten
trommede let med Fingrene paa Bordet. Man
kunde høre Søens klukkende Slag mod Skibssiden
under Damperens rolige Fremadskriden.
Saa trak Obersten det store Danmarkskort
nærmere hen til sig.
«Jeg forstaar det nu stadig ikke,» sagde han,
næsten irriteret, «at de Mennesker ikke har kunnet
enes om et anstændigt Forsvar. Det var saagu da
ingen Hekseri. I Stedet for nu at skulle kvæles i
Puderne som gamle Kællinger! De havde dog en
Forsvarsbevægelse, som de kaldte det, en Gang?»