DommensDag

om hensmuldret Fortid med Sværd og Laurbær

kranse. Kun den evige Himmel og Solskinnet

skulde se ned paa deres Grave og paa Blomsterne,

der med Aarets Skiften voksede frem og visnede,

ligesom de havde gjort det, der laa gemte her.

Hans Børn var i Udlandet eller gifte borte fra Kø

benhavn, han var alene og følte det som en Naade,

der var givet ham , nogle Øjeblikke, hvori det

undtes ham at skue tilbage og gøre sig rede til

den store Appel. Livet omkring ham virkede egent

lig allerede, som om han saå det gennem en om

vendt Kikkert.

Hver Aften, naar den gamle Mand lagde sig

i sin Seng, havde han Følelsen af, at han var

naaet en Dagsmarche længere frem imod det Maal,

som var hans Tanke kært, det store Livets sidste

Øjeblik. Maaske havde hans Børn da kunnet

komme fra deres Hjem og d e r e s Børn over til

ham; men det vidste han, at om han end skulde

ligge ganske ene, vilde i den sidste Stund to Hæn

der møde hans og holde dem fast, som de havde

gjort det hin Dag for mange, mange Aar sid en . . . .

Men den Nat efter Kvindevalgretsmødet følte

han sig hvirvlet tilbage i det Liv, som han endnu

stod i, næsten mod sin Vilje.

Der var jo erklæret mobil — mobil som den

gang, i 64, da Blodet i Aarerne havde de tyve

Somres Varme, da man var saa fuld af Haab, og

det hele gik saa ynkeligt, men det altsammen dog

Dommens Dag.