90 / 98
87
paa ham; men Sporvognsfolkene rnaatte skynde sig
af Sted; de skulde jo ind med Vognen.
Kaptajnen tog med.
Det var kun Arbejdere, som steg paa, efter-
haanden som Vognen naaede videre; det var jo
tidligt. Flere af dem havde set og læst Proklama
tionerne; da Vognen passerede Landmandsbankens
Filial paa Hjørnet af Lindevej og Gamle Kongevej,
var en af Plakaterne slaaet op paa Facaden.
Der blev talt højt og hidsigt inde i Sporvognen
og paa Bagperronen, hvor Kaptajnen sad; men
han hverken kunde eller vilde prøve paa at følge
nogen af Samtalerne; det var, som om alting
drejede rundt omkring ham.
Indtil pludselig alle Folk strakte Hals, ogsaa
de ude paa Gaden, da Vognen holdt ved Svinget
ud til Vesterbrogade, og en Ulanpatrouille kom
imod den inde fra Byen.
Kaptajnen var sprungen af Sporvognen og stod
stille midt ude paa Kørebanen: det var en Officer
og ti Mand, de drejede i skarpt Trav ned ad Hel-
golandsgade — formodentlig imod Halmtorvet.
I samme Øjeblik, som Kaptajnen havde faaet
Øje paa Ulanerne, virkelige, levende, med Chap-
kaer og Lanser, til Hest, af Sted ned ad Gaden,
havde han set foran sig et støvet Stykke Lande
vej, under en blaa Himmel, ligesom den i Dag,
hvor Solen skinnede, ligesom i Dag, men meget
mere stikkende, og vaabenløse, danske Soldater,