94 / 98
91
Han kunde ikke holde et Suk, næsten et
Skrig, tilbage.
«Ja», sagde der en Herre, som han slet ikke
havde lagt Mærke til stod ved Siden af ham, ^det
er forfærdeligt.»
Kaptajnen saa ind i et Par graablaa, danske
Øjne, der skælvede af Forknythed.
«Jeg har været ude ved Amalienborg,» sagde
den anden, «der staar tyske Skildvagter; det er
taget, alting er taget, Kastellet, det hele — . Jeg
talte med en Arbejder, han havde paa Grønninge-
boulevarden Klokken seks mødt en hel tysk Ba
taillon med Ulaner i Spidsen, de marcherede mod
Østerbro. Og nede ved Kvæsthusbroen siger de,
at der vrimler med Tyskere, Artilleri og Rytteri
og alting; der kommer stadig flere og flere i
Land.»
Det sortnede for den gamle Mand.
«Fik de ondt?» spurgte den Herre, han havde
talt med.
En anden havde lagt en Arm om hans Ryg.
«Aa nej, nu gik det over.»
Herren rystede paa Hovedet: «Aa Gud ja,
hvor det dog er sørgeligt!» sagde han som en
Fortsættelse af hele den almindelige Tankegang.
— «Jeg kan heller ikke begribe det. Vi kunde
dog have ført en klog Udenrigspolitik.»
Kaptajnen saa med et stort Blik ind i det god
lidende Ansigt overfor ham.
Han var kommen