95 / 98
92
ganske til sig selv.
Det saå ud, som om han
vilde sige noget; men han tav og banede sig blot
roligt Vej igennem den lille Gruppe Mennesker,
han var kommen til at staa i.
Langsomt naaede han ind i de stille Gader
bagom Stranden.
«Føre en klog Udenrigspolitik» — det blev
altsaa de sidste Jammerord, som skulde hugges
ind paa Danmarks Epitafium ved Siden af de glor
værdige «Hvad kan det nytte?» Indskrifter af ganske
samme Haand. Usle Forsøg paa Undskyldninger
af et Folk, som ikke vilde kende Ordet Offer! —
«Føre en klog Udenrigspolitik». Dette Abracadabra
for barnagtige Fantaster. Dette uværdige Haab
om at spare Ofrene af Penge og Sved og Blod,
undgaa Møje og Afsavn og samfundsmæssig Under
ordnen sig under Disciplin, det allerværste for en
Slægt, som vilde nyde i den størst mulige indivi
duelle Uafhængighed.
Kaptajnen mærkede en kvalm Vandsmag i
Munden, syntes, han følte sig helt utilpas igen,
kunde næsten ikke mere staa paa Benene.
Lige for Slagterboderne, i Vingaardsstræde, laa
en tarvelig Kafé.
Kaptajnen gik derop.
Der var ikke andre i Lokalet end en halv
gammel Opvarter.
«Vil De give mig en Kop Kaffe!»