91 / 98
8 8
smudsige og svedige, blev drevne forbi af Ulaner,
medens han selv sad paa Agebrædtet af en Vogn,
segnefærdig af Udmattelse, med Tungen klæbende
i Ganen og den saarede Arm saa snurrende tung,
at han syntes, den maatte glide ud af Bindet . . .
Kaptajnen kom til sig selv. Der var en Kusk,
som havde raabt Varsko. Han sprang til Side og
gik videre, paa Fortovet, ind ad Byen til.
. . . Og saa havde de dog slaaedes den Gang
. . . bidt fra sig somHunde . . . af hans Bri
gades Officerer var efter Stormen kun en Tredje
del usaarede tilbage, Gud være lovet!
Men nu! Det hele maatte jo være hæderløst
fangent, æreløst tvungent . . . Men var der da
overhovedet noget mere her i Danmark, som kald
tes Ære? Ære i den gammeldags Forstaaelse af
Ordet, som noget, der ogsaa rent fysisk sad en i
Kroppen. Skulde Ære i den Forstand fremtidig
kun være store Nationer forbeholdt? Havde de
alene Ret til at føle den Fornemmelse risle en
baade gennem Sjæl og Legeme, enten man saa
havde sejret eller var hleven overvunden? Hvad
var der dog sket i Nat? H v o r jammerligt havde
det altsammen været, naar man rigtig fik hørt
om det? Det var jo ikke til at udholde at tænke
paa . . .
Kaptajnen var naaet til Raadhuspladsen. Spor-
vognstrafiken var øjensynlig standset. Vogne holdt