96 / 98
93
«Saa gerne, Herre,» der saå igen et Par skræmte
Øjne paa ham, «aa Gud — sikken en Ulykke . . . »
«Vær saa god at give mig den Kop Kaffe —
hører De!»
Kaptajnen satte sig i det fjerneste Hjørne af
den tomme Stue.
Da Opvarteren kom tilbage med Kaffen, be
gyndte han igen at tale om Ulykken, vilde øjen
synlig gerne have en Passiar om alt det skrække
lige, der var hændt; men Kaptajnen vinkede af
med Haanden.
Saa tog den anden godmodigt en af Morgen
aviserne og lagde hen paa Bordet til ham.
E t v e l l y k k e t M øde stod der med store Bog
staver — E n R ø s t fr a F o r t id e n — der var et
Billede neden under. Det skulde være ham selv,
den Mand paa Talerstolen.
M in is t e r ie t s M o b ilis e r in g stod der paa
tredje Side og længere henne R ig s d a g e n s s to r e
Dag. — B e v i lli n g e r t il M o b ilis e r in g ? . . .
Kaptajnen lod Avisen falde.
Javel.
Derhenne foran Nationalbanken, paa
Slotsholmen, paa Amalienborg stod de, der skulde
stemme over Bevillingerne. Og de blev dyre. En
Krigsskueplads blev dette Land, hvor man enten
skulde nødtvungent slaas med en anden overlegen
Fjende eller udsuges under Vanære. — Det næste
Nummer af dette Blad og a f alle Blade, hvorledes
mon det kom til at se ud, efter at høflige men