9 / 98
6
der Trængsel af Mennesker. Inde i Kaféen sad
Damer og Herrer tæt op mod Ruderne, Damerne
med kulørte Hatte. Det tog sig næsten ud som
Klynger af mægtige Potteplanter, der var stillet op
i Vinduerne.
Og da Generalens Automobil sagtnede Farten
i Svinget ud imod «Linden», mødte der ham en
uroligt dirrende, slibende Skingren, som trængte
igennem hele Kværnen af Menneskestemmer, Drønet
af Omnibusserne, Hestehovenes Klip-Klap og de
susende Automobilers Signalskrat. Den kom fra
Titusinder af Spurve, der helt sortnede de endnu
nøgne Træer, som strittede i det skarpe Foraarslys.
«Det var jo Krigsministeren!» hørte han en
Herre sige til en anden.
Ja, tænkte Generalen, medens Automobilen tog
rigtig Fart igen, det er ganske rigtig Krigsministeren.
Og han kunde for Øjeblikket have den største Lyst
til at tænde sig en Cigar og køre en Tur paa mange
Timer, langt ud over Tiergarten, der hen, hvor
Landet begynder, med grønnende Vintersæd og
fugtig Lugt fra Brakmarkerne. Men han maa, efter
et flygtigt Besøg hos Generalstabschefen, vende
om og naa hjem til sit Kontor i Leipzigerstrasse,
for at vente, vente paa en Telefonopringning,
som . . .
Krigsministeren skar med Vilje sin Tankegang
over og gjorde Alvor af at tænde sig en Cigar.
Han lod de første blaa Røgskyer rigtig duftende og