DommensDag

sureste og blodigste Ofre af Slægtled paa Slægtled

— med mindre den muligvis brast sammen alle

rede nu i første Anløb. Som naar et letsindig

opbygget Hus styrter sammen til Ruin. Og det en

Ruin, hvorunder Milliarder af Værdier og Millioner

af Mennesker vilde blive begravne, for at de, som

kom derfra med Livet, møjsommeligt kunde faa

gravet sig frem af Tomterne og bygge kummerlige

Hytter op af Tømmer og Sten fra den sammen

styrtede Bygning.

Det kunde gyse igennem en ved Tanken . . .

Telefonen ringede igen.

Ministeren tog denne Gang med Vilje ganske

langsomt om Hørerøret.

Inden han lagde det fra sig, havde han nikket

kort:

Tærningerne var kastede!

Generalen var bleven fuldkommen rolig.

Nu sad han paa Hesten.

Tankeflugten var forbi. Fra Isse til Fod følte

han sig kun gennemstrømmet af Viljen til at sætte

hver en eneste Evne ind paa Kampen. Den Kamp,

hvor et skulde og vilde blive reddet, gennem Sejr

eller gennem Nederlag, Æren.

Han trykkede paa en elektrisk Knap.

Ministerens personlige Adjutant, en Husar-

ritmester, traadte hastigt ind.

Sporehælene slog let sammen.

«Hr. Generalen befaler?»