S_Københavnerliv

886

Tivolis nye Direktør.

Rejsende Journalist

Theaterdirektør. — Tivoli-Leder.

Robert Watt

h a r i Lighed med

Æ ventyrets Yngling, Aladdin, trods

sin genuine Danskhed lidt uden

landsk Blod i sine Aarer, ligesom

han h a r lidt udenlandsk Klang i sit

Navn. Hvor nær eller fjæ rnt han er

i Slægt med den James Watt, der

opfandt Dampmaskinen, skal jeg af

Mangel paa genealogisk Sagkundskab

lade usagt, men vist er det, at hans

Stam fader v ar en Engelskmand, og

Tivoli-D irektør Robert W att.

at han selv trods nogen h a r exploi-

teret den Opfattelse, der gjorde hin

Grand-Tip-tip- eller Navne-Onkel

udødelig. Med Damp h a r han gjen-

nemkrydset Evropa paa langs og

paa tværs, befaret A tlanterhavet ja

get henover de amerikanske Rød

huders Land, pløjet Nilflodens hel

lige Vande og gjort Landgang paa

den allernyeste Verdensdel. Man kan

gjæ rne sige, at han til Dato h a r til

bagelagt hele sin Bane pr. Damp.

Ogsaa hans Pen er gaaet med Damp,

n aar han gav sine livlige Rejse

skildringer. —

Lykken fulgte ham , og i de »fede

Aar«, han styrede Folketeatret, hæv

dede han ikke alene sin Plads, men

gjorde gode Affærer, og netop da de

m agre Aar stod for Døren, trak han

sig ud af Spillet med en sikret Vin

ding. Nyt Changement! P aa vort

verdensberøm te Tivoli, Kjøbenhavns

straalende Aladdinstempel, v ar det

kommet til Krise mellem Bestyrelsen

og Etablissementets udmæ rket dyg

tige, man skulde tro uerstattelige Le

der, og Krisen endte med Vakance.

Atter h er faldt der en Orange ned

til Lykkens Yndling. Han kom, saa

og indtog Pladsen —

E rik Bøgh.

Den gamle Have pudses op.

Tivoli er bleven fornyet og for-

ynget: Terrænet er bleven ændret,

Koncertsalen bygget om og gjort

større, D irektøren

Bernhard Olsen

store Jo rd arb ejd er maa vel en Gang

blive færdige; foreløbig er den gamle

« bleven landfast med den ny

Stormgade, og Vandet, der fordum

beskyllede Tivoli-Øens stejle Skræn

ter, er nu forvandlet til en stille Ind

sø, der skal befares af Gondoler.

Koncertsalen dobbelt saa stor

som før.

Medens det landskabelige Hele saa

ledes kun er i sin Vorden, h a r P a r

tiet omkring Koncertsalen og denne

selv naaet Civilisationens og Fuld-

endthedens Toppunkt. D irektør

Bal-

duin Dahl

fø rer nu Sceptret i et af

sluttet, harmonisk Arrondissement,

om hvilket et evigt Kredsløb kan

foregaa, medens han som Centrum

staar urokkelig, om end ikke ube

vægelig. Dog bliver det ikke muligt,

saaledes som det h a r væ ret berettet,

at faa den yndede D irigent at se fra

en ny Side. Musiktribunen staar

fremdeles op mod Salens Bagvæg,

og gaar man hen mod denne for at

faa et Overblik over Sal og Orkester

ogsaa fra denne Side, ser man ikke

Reversen af D irigentens Skjorte

bryst, men det, der næsten er en lige

saa k jæ rt: sin egen Person gjengivet

i de fra Loft til Gulv sig strækkende

Spejle, som man paa Afstand tager

for det tomme Rum.

Koncertsalen er baade i Højden og

Bredden voxet saaledes, at den om

tren t kan rumme dobbelt saa mange

som før.

Svcmm ekunstnerer. Akej producerer sig uden for Tuborg H avn.

Den svenske Svømmekunstner

Akej

foretog i Søndags en højst in ter

essant Opvisning i F arv andet uden

for Tuborg Havn. De mange T il

skuere, der dels opholdt sig i Baade

paa Sundet, dels havde taget Opstil

ling inde paa Land, fulgte spændt

Hr. Akejs virtuose Kunststykker. Han

ikke blot foretog Svømninger paa

Ryg og Bryst, men arrangerede hele

Paa- og Afklædningsscener i Van

det, Tobaksrygning, Supée og Siesta

sammesteds. Det v ar forbløffende

behændigt.

Musikdirektør Balduin Dahl.

Kjøbenhavnske Sommerglæder

er gaaet og

Robert Watt

rykket ind

paa hans Plads, selv Kontrollørerne

h a r faaet nye Uniformer og

P jerrot-

Volkersens

Humør er bedre end

nogensinde.

Saaledes er alt saare godt. Der er

bare det kildne ved det, at P lanke

væ rkerne og Grænseskjellene dom i

nerer. Det er sn art ikke til at overse,

hvor Magistratens nyindvundne Land

begynder og Tivoli h ø rer op, men de